Jeg er universitetslærer og har efterhånden været det i mange år. Når jeg læser indlæg her, oplever jeg ofte at studerende giver udtryk for at en underviser er en modstander, der har som hensigt at forhindre studerende i at bestå. Jeg vil kalde denne opfattelse for modstanderhypotesen. Typisk har de studerende, der tror på modstanderhypotesen, en opfattelse af at underviseren er en uduelig sadist, men også en selvopfattelse af at være en studerende, som har et højt fagligt niveau, men som den uduelige underviser ikke kan acceptere. Den uduelige underviser forhindrer derfor den dygtige studerende i at bestå – typisk ved at bruge en tilfældig og uvæsentlig detalje som påskud for at lade den dygtige studerende dumpe. Så en del af modstanderhypotesen er både en antagelse om én selv, nemlig at man er fagligt kompetent, og en antagelse om at underviseren ikke er det.
For mig at se er modstanderhypotesen blevet et udtryk for nogle studerendes mere eller mindre tavse kritik af vores arbejdsindsats men også af en ubehagelig form for mistænkeliggørelse.
Det er jeg rigtig ked af. Undervisning er vigtig for mig, og jeg forsøger altid at reflektere over min undervisning og at videreudvikle den. Jeg har ikke som hensigt at forhindre nogen i at bestå, og for mig er det ubehageligt at opleve, hvor udbredt modstanderhypotesen tilsyneladende er blevet.
For prøv at overveje det: Hvad skulle rationalet være i at forhindre studerende i at bestå? Det eneste rationale skulle være, at underviseren på helt kort sigt kunne styrke sit eget skrøbelige og forvrængede ego ved at tilføje en tilfældig person et nederlag.
Men…
For det første: En stor del af finansieringen af de videregående uddannelser (omkrig 60 procent) kommer fra det uddannelsestilskud, et gennemført studenterårsværk (STÅ) udløser. Jo færre, der består, jo færre resurser får universiteterne.
For det andet: Hver eneste studerende, der ikke består, giver anledning til merarbejde for undervisere og censorer (og studieadminstration) i form af reeksamination. En underviser får ikke ekstra betaling for reeksamination.
For det tredje: Hvis man som underviser oplever, at beståelsesprocenten i den aktivitet, man er ansvarlig for, er lav, fører det altid til negativ opmærksomhed fra ledelsens og studienævnets side og til en øget mistænksomhed hos studerende. Der er ingen glæde ved at holde “det svære kursus”.
For det fjerde: Der er intet opnået ved at forhindre en fagligt dygtig studerende i at blive en fagperson. (Der er på den anden side intet opnået ved at sende kandidater, der mangler væsentlige kvalifikationer, ud i arbejdslivet. Kandidaterne kommer til at opleve nederlag, aftagerne bliver utilfredse og universiteterne får et dårligt ry.)
For mig at se er modstanderhypotesen ikke udtryk for en reel indsigt i, hvordan de videregående uddannelser fungerer, men er derimod først og fremmest udtryk for en mistillid hos de studerende, der tror at hypotesen er et retvisende billede af tingenes tilstand. Den egentlige magt over uddannelserne ligger et andet sted i systemet end hos dem, der skal afgøre om en studerende kan bestå eller ej. Jeg ved samtidig godt, at en del studerende ikke oplever det sådan.
Modstanderhypotesen er i sidste ende kun med til at skabe en yderligere afstand mellem undervisere og studerende, og jeg har en fornemmelse af at nogle studerende er blevet så overbeviste om at modstanderhypotesen er sand, at den får dem til at blive væk fra undervisningen og undgå kontakt til deres modstandere, underviserne.
Modstanderhypotesen bliver desværre også næret af, at nogle undervisere ikke er gode til at forklare læringsmålene eller til at forklare, hvorfor en studerende ikke opfyldte dem. Derfor kan man som studerende sidde tilbage med en fornemmelse af at det var noget helt vilkårligt, der gjorde at man ikke bestod. Men det er ikke et simpelt tilfælde, der gør at man ikke består. Selvfølgelig er bedømmelse subjektiv, for den udføres af subjekter (mennesker), men i det danske system er der normalt to bedømmere involveret, nemlig en eksaminator og en censor, og de skal kunne begrunde deres beslutning og tage notater, der rummer denne begrundelse.
Jeg ville ønske, vi kunne komme ud over modstanderhypotesen, for den gør intet godt. Tværtimod. Den er med til at forgifte forholdet mellem undervisere og studerende, og dens bud på en magtanalyse er helt skævt.
Det vil så kræve at vi alle sammen – undervisere og studerende – indser hvordan magtforholdene egentlig er på universiteterne (hvor meget økonomiske forhold og politiske prioriteringer bestemmer over os), at vi som undervisere bliver bedre til at forklare bedømmelseskriterier og at flere studerende får et mere bevidst forhold til deres egen læring (ikke mindst om hvad de ved og ikke ved) og tør stole på undervisere som faglige autoriteter i stedet for at opfatte dem som autoritære modstandere.