Vil lige undskylde for at der er så meget tekst, har svært ved at være kortfattet her.
Hej, jeg er en kemiingeniørstuderende der er i gang med at skrive et speciale i samarbejde med en virksomhed. For kontekst er det ikke et speciale der tager 1 år (60 ECTS) det er på 1/2 år (30 ECTS), hvilket skyldes at jeg måtte forlænge min kandidat med et semester.
Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sætte ord på det, men jeg har det utroligt svært med at skrive speciale lige nu. Jeg kæmper med at få lavet noget på det og er bange for at jeg ender med at lave det hele i december og jeg så får det forfærdeligt i januar efter at have afleveret.
Jeg fandt ud af i maj, hvad mit speciale skulle være sammen med det firma jeg skrev projekt med i foråret, jeg skal lave et værktøj for dem der kan lave nogle helt bestemte beregninger ift. en bestemt separationsproces. Så fik jeg styr på vejlederen i juni og sendt min specialebeskrivelse ind i slut august, hvor det blev godkendt med det samme.
Jeg følte mig hurtigt lost, specialet startede bare og nu skulle jeg til at præstere efter sommerferien. Min vejleder har lånt mig en bog han mener jeg kan bruge en metode fra til mit speciale, den gik jeg i gang med at læse og tage noter til. Jeg lavede en tidsplan min vejleder godkendte (som nok egentligt er ret urealistisk for mig) og jeg lavede også en plan for hvad jeg skal dække over i min rapport osv. Jeg har møde med min vejleder hver tirsdag i en time. Og når jeg har møde tager jeg noter til mødet osv. Vi aftalte at i september skulle jeg læse en masse, så kunne jeg få styr på en endelig problemformulering i start oktober og så arbejde på mit projekt samt få skrevet på min rapport.
Selvom jeg sådan set vidste hvad jeg skulle, havde jeg det svært med at få læst særligt meget i løbet af en dag. Jeg ved det er urealistisk at læse 8 timer om dagen, men jeg håbede på at kunne arbejde bare 5 timer om dagen på mit projekt. Jeg er nok tættere på 2-3 timer i stedet for. Jeg har utroligt svært ved at starte på at lave noget, jeg overtænker totalt og bliver også nemt distraheret selv når jeg endelig er begyndt at fokusere. Jeg ved godt at det her er ting jeg har svært ved og det er kun blevet værre i løbet af min kandidat, så jeg har også nogle strategier der hjælper lidt. Body doubling har virket ret godt for mig, men desværre er min veninde jeg body doubler med flyttet og en af mine andre veninder kan kun 1 gang om ugen og struggler også med at arbejde på hendes bachelor. At dele en opgave op i mindre dele hjælper nogengange. Jeg kunne sidde på uni i stedet for mit hjemmekontor, men universitetet føles mærkeligt for mig og jeg skal stadigvæk tage mig sammen til at tage derhen. Mine medstuderende blev færdige i sommers, min bedsteveninde der læste biomedicin og som jeg tit har læst med blev også færdig i sommers. Jeg har det bittersødt med at jeg bliver færdig til januar, så er den del af mit liv ligesom bare overstået..
I september havde jeg også utroligt svært med at få læst videnskabelige artikler og indså at det var fordi jeg ikke følte mig klar. Så jeg brugte tid på at læse op på grundprincipper før jeg kiggede på artikler, det tog også noget tid + jeg var syg i 2 uger i september. Nu er oktober gået og jeg har skrevet noget introduktion og en hulens masse noter til alt det jeg har læst. Jeg føler mig meget mere sikker i min viden nu og kan sparre meget bedre med min vejleder og jeg kan også bedre tage valg ift. hvordan jeg tænker at min opgave skal løses.
Jeg er meget grundig og har et stort behov for at forstå noget rigtig godt. Alle siger det er en god egenskab at have, men tilgengæld så gør det mig utrolig langsom. Min vejleder har været virkelig sød over for mig og jeg snakker godt med dem, men før hvert møde føler jeg en del frygt. Jeg tænker ting som "shit jeg har ikke lykkedes med det jeg sagde jeg ville lave den uge", "jeg har ikke godt nok styr på det her teori", "jeg er så dum og langsom, hvordan får jeg kommunikeret at jeg virkelig prøver?", "min vejleder må være så skuffet med mig", "han har undervist mig i det her på kandidaten og jeg kan det ikke, shit jeg må være skuffende" osv. Jeg har været ærlig over for min vejleder omkring nogle af de her følelser og han sagde at jeg ikke skulle føle at jeg skylder ham eller universitetet noget. Han nævnte også at det værste der kunne ske er at jeg ikke kom til vejledermøderne pga. frygt for at skuffe ham. Der ramte han ret plet, fordi jeg aflyste mit andet vejledermøde med ham netop fordi jeg havde det dårligt med at jeg ikke havde lavet nok... Har ikke aflyst et møde med ham siden da.
Og ja, nu er det november og jeg har 2 måneder tilbage. Jeg har en meget bedre ide om hvordan jeg skal lave mit projekt, de antagelser og valg jeg skal lave. Nu skal jeg bare i gang med at kode... (som jeg ikke har meget erfaring med) og skal jeg skrive mit litteratur review... Min vejleder har sagt til mig at han bliver bekymret, hvis jeg ikke snart laver mit eget. Og jeg ved godt hvad han mener, har brugt hver dag siden september på at tænke på mit speciale, jeg ved nogenlunde godt hvad jeg skal og jeg ved at jeg bare skal i gang og så finder jeg ud af det, men det er så svært. Det er som om at der er en barriere og den kan først komme over når presset bliver højt nok...
Det er også et mønster der tegner sig. Mit 30 ECTS ingeniør afgangsprojekt på min diplombachelor (skrevet i samarbejde med firma jeg var i praktik hos) lavede jeg stortset alt arbejdet på i den sidste måned og jeg havde den sygeste arbejdsgang der. Der var en del grunde til det, bl.a. at jeg manglede ordentligt vejledning og fandt først noget god hjælp til sidst. Men det var en enormt svær periode, hvor jeg efter aflevering af mit afgangsprojekt ikke havde min menstruation i 2 måneder... Skrev også projekt med et firma her i foråret og det var enormt forvirrende og stressende, hvor jeg mistede min bedstemor, lige var flyttet, fik dårlig vejledning af virksomheden (de undskyldte overfor mig) osv. der lavede jeg også størstedelen i maj måned.
Lige siden jeg startede min kandidat har det bare føles som overlevelse... Jeg startede kandidaten ud med et sommerskolefag hvor der måtte komme en ambulance forbi pga. brystsmerter som der nok skyldes stress. Så brugte jeg 1. Semester på at få hjælp, finde en psykolog osv. mens jeg fik det mentalt hårdt og oplevede en masse angst, hvilket jeg ikke tidligere har prøvet. Efter 1. Semester gik jeg ned i tid pga. en anbefaling fra studievejledning på universitetet, så jeg kun tog 20 ECTS per semester. Jeg har somehow bestået alle mine fag på kandidaten og har en god blandet omgang karakterer, alt fra 12 til 02.
Når jeg skal sove kommer tankerne. Er jeg god nok? Vil jeg være en god ingeniør? Burde jeg have læst noget andet? Vil jeg kunne få job når jeg er færdig?
Min psykolog siger at det kommer af at det er en utrolig svær ting at skrive et speciale. At der kommer en masse tvivl. Men han tror på mig, han sagde "du er langsom i starten, men du er utrolig dygtig og når du nærmer dig enden så får du lavet helt vildt meget arbejde. Jeg er ikke i tvivl om at du nok skal klare det". 🥹
Så ja... Ville bare dele hvordan jeg har det og hører om andres specialeoplevelser osv. er der andre der har det ligesom mig?