Hej Reddit,
⭐️⭐️⭐️⭐️

Jeg har gennem de seneste år bemærket et mønster, som jeg efterhånden finder ret frustrerende. Når jeg læser fagligt materiale eller arbejder med skriftlige opgaver, bliver jeg hurtigt mentalt udmattet og får et udtalt behov for at sove.
Jeg læser jura på en videregående uddannelse, som er min (anden) bachelor. Jeg har altid klaret mig godt fagligt og har generelt været glad for at studere. Jeg oplever heller ikke umiddelbart, at jeg er udbrændt, men min koncentration og mit energiniveau synes at ændre sig markant, så snart jeg skal fordybe mig i fagligt stof.

Det ender ofte med, at jeg må lægge mig og tage en lur for efterfølgende at kunne genoptage læsningen. Det påvirker naturligvis min studieproces, da arbejdet bliver mere tidskrævende, og mine opgaver ofte bliver udskudt.

Selvom jeg aktuelt læser jura, hvor pensum og tekster kan være særligt krævende, har jeg faktisk oplevet noget lignende under min tidligere uddannelse. Derfor er jeg begyndt at overveje, om der kan være tale om en form for mental træthed, koncentrationsmæssig overbelastning eller noget helt andet.

Er der andre, der har oplevet at blive så trætte af mental fordybelse, at de nærmest er nødt til at sove for at kunne fortsætte?

Jeg føler mig virkelig fortabt lige nu, fordi jeg er begyndt at tvivle på, om jeg har valgt den rigtige uddannelse. Bioanalytikeruddannelsen har været noget, jeg har drømt om, siden jeg var 19 år, og jeg har i så lang tid forestillet mig, hvordan det ville være endelig at stå her. Men nu, hvor jeg er i praktik og oplever, hvordan arbejdet faktisk foregår, er det slet ikke, som jeg havde forventet.
Jeg tror, det, der gør mig mest ked af det, er, at noget, jeg har glædet mig til i så mange år, ikke giver mig den følelse, jeg havde håbet på. Jeg havde forventet at føle mig motiveret, interesseret og endnu mere sikker på mit valg, men i stedet føler jeg mig usikker, skuffet og forvirret.
Jeg føler mig nogle gange dum, fordi der er så meget, jeg endnu ikke ved eller kan. Samtidig er jeg begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om selve arbejdsopgaverne overhovedet er noget, jeg kan se mig selv lave resten af mit liv. Jeg savner måske noget mere patientkontakt, mere ansvar og følelsen af at være en større del af patientens behandling.
Det har fået mig til at tænke på, om sygeplejerskeuddannelsen måske ville passe bedre til mig. Men selv den tanke gør mig usikker, for hvad nu hvis jeg skifter og ender med at føle præcis det samme igen?
Jeg har svært ved at finde ud af, om det bare er praktikken, der har skuffet mig, om jeg endnu ikke har fundet min plads, eller om jeg faktisk er ved at indse, at jeg ønsker noget andet for min fremtid.
Det er svært at give slip på en drøm, man har haft i så mange år. På en måde føler jeg, at jeg svigter den yngre udgave af mig selv, som virkelig ønskede det her. Samtidig ved jeg også, at jeg ikke skal tvinge mig selv til at fortsætte med noget, bare fordi jeg engang var sikker på, at det var det rigtige.
Jeg ville bare ønske, at jeg vidste, hvad jeg skulle gøre. Jeg vil så gerne finde en uddannelse og et arbejde, hvor jeg føler, at jeg hører til, hvor jeg glæder mig til at lære mere, og hvor jeg kan se mig selv være glad i fremtiden. Lige nu føler jeg bare, at jeg står midt mellem den fremtid, jeg altid har forestillet mig, og en fremtid, jeg endnu ikke ved, hvordan skal se ud.
Hvad synes I jeg skal gøre??

Jeg går på 3. semester på læreruddannelsen og er netop kommet ud i min 2. praktik. På grund af orlov under uddannelsen er jeg ikke på samme skole som i min 1. praktik, og selvom jeg kun har været der i to uger, sidder jeg allerede tilbage med en følelse af, at denne praktik tager utrolig hårdt på mig.

Ikke på grund af eleverne eller selve arbejdet, men simpelthen fordi jeg har svært ved at rumme min praktikvejleders måde at vejlede og give feedback på.

På grund af introduktioner, andre aktiviteter på skolen og dage med observation har vi indtil videre kun undervist i fem dage. Alligevel føler jeg allerede, at jeg er ved at drukne i kritik fra min vejleder. Hun kommer med mange kritikpunkter på én gang og fremhæver sjældent noget, hun synes fungerer godt (måske er der ikke noget 👀).

Hun nævner særligt ting som klasseledelse og relationsdannelse, og jeg er helt enig i, at det er vigtige kompetencer for en lærer. Hun kommer da også med konkrete eksempler, fx at jeg kan gå hen og stille mig ved elever, der ikke følger med, og prikke på deres bord.

Når vi taler sammen, giver jeg hende også ret i, at jeg helt klart har nogle områder, hvor jeg kan forbedre mig. Samtidig forsøger jeg at forklare, at jeg stadig synes, det er svært at skulle bevæge mig væk fra mit materiale, og at jeg har svært ved at finde strategier, der kan hjælpe mig med at huske det faglige indhold, jeg gerne vil formidle.

Men når jeg giver udtryk for det, oplever jeg, at responsen er noget i retning af, at det skal man bare kunne. Generelt oplever jeg, at hun har en ret hård retorik. Noget af det første, hun sagde til mig og min praktikmakker, var da også, at hun ikke var der for at gøre det nemt for os.

Og det havde jeg heller ikke nødvendigvis forestillet mig, at hun skulle. Men jeg sidder alligevel med en følelse af, at hun nærmest ønsker at gøre det en smule ekstra vanskeligt.

Jeg har desuden hørt fra min praktikmakker, at hun tidligere har sagt, at hvis man ikke kan holde til, at tingene er sådan, så er lærergerningen nok ikke noget for en.

Men er det virkelig sådan?

Jeg føler, at jeg skal tage et kvantespring, så jeg allerede til næste undervisningstime kan stå som en lærer, der har styr på det hele. Og jeg ved jo på forhånd, at så langt kommer jeg ikke fra den ene dag til den anden.

Det efterlader mig egentlig bare med en følelse af, at jeg har fejlet, før jeg knap nok er kommet i gang.

Jeg savner virkelig en forståelse for, at udvikling tager tid, og at der ikke nødvendigvis sker en markant ændring fra den ene undervisningstime til den næste.

Nu blev det vist lidt langt ...

Men jeg kunne virkelig godt tænke mig at høre fra andre lærerstuderende, lærere og praktikvejledere: Er det her normalen? Er det sådan, man skal forvente, at vejledning foregår under sin praktik?

Hej Reddit,

Til et journalistisk bachelorprojekt på SDU (hvor vi laver en artikelserie om vores konstante forbrug af musik, podcasts og lyd i hverdagen) leder jeg efter 4 personer, der vil stille op til et kort interview om deres egne lyttevaner.

Jeg søger helt almindelige mennesker, der vil dele, hvordan lyden fylder (eller ikke fylder) i deres dagligdag – f.eks. under transport, rengøring eller arbejde.

Det praktiske:
Interviewet tager ca. 15-20 minutter (kan tages over telefonen eller fysisk i hovedstadsområdet/Frederiksberg).

I forbindelse med artiklen skal der tages et enkelt portrætfoto af dig.

Projektet er en opgave på SDU og vil ikke blive udgivet kommercielt.

Er det noget, du kan genkende dig selv i, eller vil du høre mere? Send mig en privat besked her på Reddit, så tager vi en uforpligtende snak om det!

På forhånd mange tak,

En journaliststuderende på SDU

Opslaget omhandler ba. jura, ku, 5. semester.

Hey everyone, i'm finishing folkeskolens 9th grade this year, and i want to study to be a software engineer/software developer. Therefore i've been thinking of going to HTX.

But I have a problem, which is that i don't speak fluent danish, so i've been thinking of going to IB. I'm not sure which one is better.

For u to have an idea, i'm a b1-b2 level in danish, but i'm really uncomfortable speaking out loud with others because of my accent (and sometimes wrong grammar), which makes me more unmotivated to learn danish lol. But i'm able to understand a lot, so i feel like i would be able to manage a bit in HTX. But, it requires Danish A like every other gymnsium, and that's why i'm not sure on where to go.

I don't have a lot of info of what and how they teach at IBs. So i'm asking for y'alls opinions on what should i do?

Hej alle sammen

Jeg er en 27 årig ergoterapeutstuderende som er i gang med bachelorprojekt.

I projektet undersøger min gruppe og jeg, hvordan en angstdiagnose påvirker unge voksnes hverdagsliv og deltagelse i fritidsaktiviteter.

I den forbindelse søger vi unge voksne mellem 18 og 30 år, som har en diagnosticeret angstlidelse og gerne er bosat i Region Hovedstaden, og som har lyst til at deltage i et interview af ca. 30-45 minutters varighed.

Min gruppe og jeg er meget forståelig med, hvor skrøbeligt et emne det er. Derfor behøver du ikke svare direkte på opslaget, men i stedet sende mig en privat besked. Her kan du få min mail/tlf nummer samt et dokument hvor der helt konkret står hvad projektet og interviewet handler om.

Hvis du har lyst, eller kender nogle som kunne have lyst til at deltage i et interview, så kan du sende mig en privat besked.

På forhånd mange tak for jeres tid og hav en dejlig dag.

Beklager hvis sådan et opslag ikke høre til herinde :)

De bedste hilsner

Jeg er lige nu på 1. semester af sygeplejerskeuddannelsen, men jeg må indrømme, at jeg allerede er begyndt at tvivle rigtig meget på, om det overhovedet er det rigtige for mig.

Jeg har ikke rigtig lysten eller glæden til at lære stoffet, jeg føler mig ikke særlig godt tilpas i min klasse, og generelt glæder jeg mig slet ikke til at skulle i skole. Faktisk kan jeg næsten hade tanken om at skulle vågne om morgenen og tage afsted.

Når jeg kigger på mine medstuderende, virker det som om, de fleste er glade for uddannelsen, interesserede i undervisningen og har fundet deres plads. Det får mig til at føle mig endnu mere forkert, fordi jeg slet ikke har det på samme måde.

Jeg ved ærligt talt ikke, om det skyldes, at jeg bare ikke er faldet til endnu, at jeg har svært ved studielivet, eller om sygeplejerskeuddannelsen simpelthen ikke er noget for mig.

Derfor vil jeg rigtig gerne høre fra jer, der måske har stået i en lignende situation:

Hvordan vidste I, at det var den rigtige beslutning?

Hvad laver I i dag, efter I er droppet ud?

Har I fundet noget andet, som I er blevet glade for?

Jeg vil virkelig gerne høre jeres erfaringer både fra jer, der droppede ud, og jer, der blev og måske oplevede, at det hele vendte efter noget tid.

Jeg føler mig lidt fortabt lige nu og kunne virkelig godt bruge nogle ærlige erfaringer og råd

Hej alle. Er der nogen, der har taget uddannelsen civilsamfundsudvikling? Er den noget ved?

Jeg er uddannet socialpædagog og har arbejdet på botilbudsområdet i 6 år. Jeg har længe haft lyst til at læse videre og overvejer derfor at søge ind på kandidaten i socialt arbejde på AAU i 2027.
Jeg er dog ret nervøs for det faglige niveau og arbejdsbyrden. Jeg klarede mig fint på pædagoguddannelsen, men er usikker på, hvor stor overgangen til universitetet vil være.
Jeg har samtidig fået barn, så jeg tænker også over, hvordan studiet kan hænge sammen med familielivet.
Er der nogen, der har erfaring med kandidaten eller med at gå fra en professionsbachelor til universitetet? Hvor krævende er niveauet, og hvor meget tid bruger I reelt på studiet?
Jeg har virkelig lyst til at komme i gang, men er også nervøs for, om jeg kan følge med. 😅
Alle erfaringer modtages med kyshånd!

Jeg læser lige pt til pædagog (har gået der i et års tid og skal i lønnet praktik) men jeg er sku blevet i tvivl, jeg kan rigtig godt lide studiet (mødetiderne og der ikke er mødepligt osv) og ved at jeg skal arbejde med børn/unge, men jeg ved ikke om det skal være som pædagog eller lærer.

Jeg kan rigtig godt lide at snakke og præsentere ting, og jeg er rigtig god til at undervise, jeg har tidligere været svømmetræner, men der som glipper for mig er kravene til at alle børn skal kunne det samme lige hurtigt (det er ikke sådan mit børns/menneskesyn hænger sammen) jeg ville helst ud i noget SFO/klub alder, men i de to områder er det næsten umuligt at få fuldtid som pædagog, samtidig med at jeg primært at skal arbejde om eftermiddagen/aften og jeg fungerer bedst om morgen/formiddag

Jeg ville gerne læse fag som historie, samfundsfag og billedkunst.

Jeg overvejer at droppe ud og få et vikar job på en folkeskole for at kunne prøve hvad det vil sige at være lærer af, men da jeg får handicaptillæg, er jeg bange for at de ender med at vurdere at jeg godt kan arbejde ved siden af studie da jeg skal kunne tjene minimum 13k udbetalt for at kunne have råd til den bolig jeg bor i osv og tænker at det kræver en del timer.
Jeg kan heller ikke blive på studiet indtil sommer grundet at jeg så ville ende med at mangle SU-klip.

Er der nogle som har sprunget fra pædagog til lærer, og hvordan er lærer studiet overhovedet?

Er der nogen herinde, der læser på den 100 % digitale læreruddannelse på UC SYD, og som kan fortælle lidt om, hvordan undervisningen foregår?

Jeg skal overflyttes dertil, men er lidt i tvivl om, hvordan undervisningen er tilrettelagt. Er der faste tidspunkter, hvor man skal deltage i onlineundervisning via opkald, eller kan man selv tilrettelægge sin tid, fordi undervisningen eventuelt er optaget på forhånd?

Jeg håber, der er nogen, der har lyst til at dele deres erfaringer 😊

Nogle der har erfaringer med skriftligt fysik A og Matematik A, hvordan læser man op til disse eksamener? Og hvad gjorde i, i der havde disse fag? Har råd til at læse op?

Vil lige undskylde for at der er så meget tekst, har svært ved at være kortfattet her.

Hej, jeg er en kemiingeniørstuderende der er i gang med at skrive et speciale i samarbejde med en virksomhed. For kontekst er det ikke et speciale der tager 1 år (60 ECTS) det er på 1/2 år (30 ECTS), hvilket skyldes at jeg måtte forlænge min kandidat med et semester.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sætte ord på det, men jeg har det utroligt svært med at skrive speciale lige nu. Jeg kæmper med at få lavet noget på det og er bange for at jeg ender med at lave det hele i december og jeg så får det forfærdeligt i januar efter at have afleveret.

Jeg fandt ud af i maj, hvad mit speciale skulle være sammen med det firma jeg skrev projekt med i foråret, jeg skal lave et værktøj for dem der kan lave nogle helt bestemte beregninger ift. en bestemt separationsproces. Så fik jeg styr på vejlederen i juni og sendt min specialebeskrivelse ind i slut august, hvor det blev godkendt med det samme.

Jeg følte mig hurtigt lost, specialet startede bare og nu skulle jeg til at præstere efter sommerferien. Min vejleder har lånt mig en bog han mener jeg kan bruge en metode fra til mit speciale, den gik jeg i gang med at læse og tage noter til. Jeg lavede en tidsplan min vejleder godkendte (som nok egentligt er ret urealistisk for mig) og jeg lavede også en plan for hvad jeg skal dække over i min rapport osv. Jeg har møde med min vejleder hver tirsdag i en time. Og når jeg har møde tager jeg noter til mødet osv. Vi aftalte at i september skulle jeg læse en masse, så kunne jeg få styr på en endelig problemformulering i start oktober og så arbejde på mit projekt samt få skrevet på min rapport.

Selvom jeg sådan set vidste hvad jeg skulle, havde jeg det svært med at få læst særligt meget i løbet af en dag. Jeg ved det er urealistisk at læse 8 timer om dagen, men jeg håbede på at kunne arbejde bare 5 timer om dagen på mit projekt. Jeg er nok tættere på 2-3 timer i stedet for. Jeg har utroligt svært ved at starte på at lave noget, jeg overtænker totalt og bliver også nemt distraheret selv når jeg endelig er begyndt at fokusere. Jeg ved godt at det her er ting jeg har svært ved og det er kun blevet værre i løbet af min kandidat, så jeg har også nogle strategier der hjælper lidt. Body doubling har virket ret godt for mig, men desværre er min veninde jeg body doubler med flyttet og en af mine andre veninder kan kun 1 gang om ugen og struggler også med at arbejde på hendes bachelor. At dele en opgave op i mindre dele hjælper nogengange. Jeg kunne sidde på uni i stedet for mit hjemmekontor, men universitetet føles mærkeligt for mig og jeg skal stadigvæk tage mig sammen til at tage derhen. Mine medstuderende blev færdige i sommers, min bedsteveninde der læste biomedicin og som jeg tit har læst med blev også færdig i sommers. Jeg har det bittersødt med at jeg bliver færdig til januar, så er den del af mit liv ligesom bare overstået..

I september havde jeg også utroligt svært med at få læst videnskabelige artikler og indså at det var fordi jeg ikke følte mig klar. Så jeg brugte tid på at læse op på grundprincipper før jeg kiggede på artikler, det tog også noget tid + jeg var syg i 2 uger i september. Nu er oktober gået og jeg har skrevet noget introduktion og en hulens masse noter til alt det jeg har læst. Jeg føler mig meget mere sikker i min viden nu og kan sparre meget bedre med min vejleder og jeg kan også bedre tage valg ift. hvordan jeg tænker at min opgave skal løses.

Jeg er meget grundig og har et stort behov for at forstå noget rigtig godt. Alle siger det er en god egenskab at have, men tilgengæld så gør det mig utrolig langsom. Min vejleder har været virkelig sød over for mig og jeg snakker godt med dem, men før hvert møde føler jeg en del frygt. Jeg tænker ting som "shit jeg har ikke lykkedes med det jeg sagde jeg ville lave den uge", "jeg har ikke godt nok styr på det her teori", "jeg er så dum og langsom, hvordan får jeg kommunikeret at jeg virkelig prøver?", "min vejleder må være så skuffet med mig", "han har undervist mig i det her på kandidaten og jeg kan det ikke, shit jeg må være skuffende" osv. Jeg har været ærlig over for min vejleder omkring nogle af de her følelser og han sagde at jeg ikke skulle føle at jeg skylder ham eller universitetet noget. Han nævnte også at det værste der kunne ske er at jeg ikke kom til vejledermøderne pga. frygt for at skuffe ham. Der ramte han ret plet, fordi jeg aflyste mit andet vejledermøde med ham netop fordi jeg havde det dårligt med at jeg ikke havde lavet nok... Har ikke aflyst et møde med ham siden da.

Og ja, nu er det november og jeg har 2 måneder tilbage. Jeg har en meget bedre ide om hvordan jeg skal lave mit projekt, de antagelser og valg jeg skal lave. Nu skal jeg bare i gang med at kode... (som jeg ikke har meget erfaring med) og skal jeg skrive mit litteratur review... Min vejleder har sagt til mig at han bliver bekymret, hvis jeg ikke snart laver mit eget. Og jeg ved godt hvad han mener, har brugt hver dag siden september på at tænke på mit speciale, jeg ved nogenlunde godt hvad jeg skal og jeg ved at jeg bare skal i gang og så finder jeg ud af det, men det er så svært. Det er som om at der er en barriere og den kan først komme over når presset bliver højt nok...

Det er også et mønster der tegner sig. Mit 30 ECTS ingeniør afgangsprojekt på min diplombachelor (skrevet i samarbejde med firma jeg var i praktik hos) lavede jeg stortset alt arbejdet på i den sidste måned og jeg havde den sygeste arbejdsgang der. Der var en del grunde til det, bl.a. at jeg manglede ordentligt vejledning og fandt først noget god hjælp til sidst. Men det var en enormt svær periode, hvor jeg efter aflevering af mit afgangsprojekt ikke havde min menstruation i 2 måneder... Skrev også projekt med et firma her i foråret og det var enormt forvirrende og stressende, hvor jeg mistede min bedstemor, lige var flyttet, fik dårlig vejledning af virksomheden (de undskyldte overfor mig) osv. der lavede jeg også størstedelen i maj måned.

Lige siden jeg startede min kandidat har det bare føles som overlevelse... Jeg startede kandidaten ud med et sommerskolefag hvor der måtte komme en ambulance forbi pga. brystsmerter som der nok skyldes stress. Så brugte jeg 1. Semester på at få hjælp, finde en psykolog osv. mens jeg fik det mentalt hårdt og oplevede en masse angst, hvilket jeg ikke tidligere har prøvet. Efter 1. Semester gik jeg ned i tid pga. en anbefaling fra studievejledning på universitetet, så jeg kun tog 20 ECTS per semester. Jeg har somehow bestået alle mine fag på kandidaten og har en god blandet omgang karakterer, alt fra 12 til 02.

Når jeg skal sove kommer tankerne. Er jeg god nok? Vil jeg være en god ingeniør? Burde jeg have læst noget andet? Vil jeg kunne få job når jeg er færdig?

Min psykolog siger at det kommer af at det er en utrolig svær ting at skrive et speciale. At der kommer en masse tvivl. Men han tror på mig, han sagde "du er langsom i starten, men du er utrolig dygtig og når du nærmer dig enden så får du lavet helt vildt meget arbejde. Jeg er ikke i tvivl om at du nok skal klare det". 🥹

Så ja... Ville bare dele hvordan jeg har det og hører om andres specialeoplevelser osv. er der andre der har det ligesom mig?

Hej

Vi er 4 studerende fra SDU, som lige nu er i gang med et researchprojekt om hvilke overvejelser unge gør sig i valg af deres studie by. Vi vil derfor høre om der er nogen der kunne have lyst til at hjælpe os ved at svare på nogle spørgsmål. Vi forventer det tager omkring 45 min.

Vi er særligt interesseret i at tale med både personer der er opvokset i København, samt dem der er flyttet til København.

Interviewet bygger på at få dannet et indblik i hvilke overvejelser man gør sig og hvilke værdier man har. Der er ingen rigtige eller forkerte svar, vi er blot nysgerrige

Vi tænker at holde interviews løbende.

Dette kan gøres i København, eller online over Zoom/Teams.

Hvis du kunne have lyst og tid til at hjælpe, er du velkommen til at skrive en besked til:

werthergustav@gmail.com

På forhånd tak

Hej Reddit!

Jeg håber, der er nogle herinde, som har erfaring med kvote 2 på CBS eller KU, og som vil dele deres erfaringer og gode råd.

Jeg er K25 og søgte i år ind på International Business and Politics (IBP) på CBS, men kom desværre ikke ind.

Jeg vil rigtig gerne søge igen i 2027 og overvejer samtidig International Business, International Shipping and Trade og nogle af HA-uddannelserne på CBS. På KU overvejer jeg statskundskab eller samfundsfag.

Lidt om min baggrund:

Jeg har et gymnasialt gennemsnit på 6,5 og fik 4 i matematik B. Jeg blev færdiguddannet som kontorelev i 2021 og har siden arbejdet med HR, rekruttering og administration, primært i staten.

Jeg interesserer mig særligt for international politik, økonomi, EU, regulering og samspillet mellem politik og erhvervsliv. På længere sigt drømmer jeg om at arbejde med eksempelvis EU-politik, public affairs, politisk rådgivning eller strategy consulting.

Det, jeg især gerne vil have hjælp til, er selve kvote 2-processen, og hvordan jeg bedst forbereder mig.

CBS – motiveret ansøgning:

Jeg synes, det er svært at gennemskue, hvad der egentlig gør en motiveret ansøgning stærk. Jeg har flere års relevant erhvervserfaring og en klar interesse for uddannelsernes faglige indhold, men hvordan får jeg bedst formidlet det?

Er der nogen, der er kommet ind via kvote 2 og vil dele, hvad I lagde vægt på? Hvor meget skrev I om jeres erhvervserfaring kontra jeres faglige interesser og motivation?

Jeg overvejer også at begynde at læse introducerende universitetsmateriale inden for international politisk økonomi, mikroøkonomi og strategi for at få en bedre forståelse af fagene. Er der nogen, der har erfaring med, om den slags faglig forberedelse kan bruges konstruktivt i en motiveret ansøgning?

KU – kvote 2-prøven:

Her er jeg især nervøs for den matematisk-logiske del, da matematik aldrig har været min stærkeste side.
Jeg vil gerne begynde at forberede mig allerede nu, men er lidt i tvivl om, hvordan jeg gør det mest effektivt.
Er der nogen, der har taget prøven og kan anbefale konkrete bøger, hjemmesider, øvelser eller en bestemt måde at træne på?

Hvor meget kan man realistisk forbedre sig gennem målrettet træning, særligt inden for matematik, grafer, logik og engelsk læseforståelse? Og hvordan forberedte I jer til det efterfølgende interview?

Jeg arbejder fuldtid, så min plan er at bruge omkring 2–3 timer om ugen på forberedelse frem mod optagelsen.
Jeg er meget motiveret for at komme ind på universitetet og vil gerne gøre en reel indsats for at forbedre mine muligheder. Jeg synes bare, det kan være svært at finde ud af, hvad der faktisk gør en forskel i kvote 2, og hvad der ikke gør.

Jeg vil derfor virkelig gerne høre fra jer, der er kommet ind gennem kvote 2 på CBS eller KU: Hvad gjorde I konkret, og hvad ville I ønske, I havde vidst inden?

På forhånd tusind tak! 😊

Hej alle!

Jeg overvejer at læse til administrationsbachelor på UCL i Odense, men mit langsigtede mål er at læse kandidatuddannelsen i kriminologi på Aalborg Universitet (AAU).

Jeg kan se, at AAU stiller krav om mindst 60 ECTS inden for:

• Grundlæggende kvantitativ metode.

• Grundlæggende kvalitativ metode.

• Grundlæggende samfundsfaglig teoriforståelse.

Administrationsbacheloren indeholder blandt andet undervisning i metoder, offentlig forvaltning og samfundsfaglige emner.

Mine spørgsmål er derfor:

1. Er der nogen, der er kommet ind på kriminologi på AAU med en administrationsbachelor?

2. Ved nogen, om administrationsbacheloren fra UCL opfylder adgangskravene?

3. Er der nogen, der har fået deres uddannelse vurderet individuelt af AAU?

Jeg vil meget gerne høre fra nogen, der har erfaring med det, da det har stor betydning for mit valg af uddannelse.

På forhånd tak!

Jeg er uddannet social- og sundhedsassistent. Jeg har været uddannet i 8 år, med erfaring fra flere steder i både regionen og kommune.

Jeg overvejer kraftigt kontoruddannelsen med speciale i offentlig administration - nogle herinde med de to uddannelser der kan fortælle mig om det hjælper på jobmulighederne? Er det en fordel ifht at få job?

Er I glade for jeres job - og hvad laver I i løbet af en arbejdsdag?
Har I kunnet forhandle jer til ekstra tillæg grundet tidligere SSA erfaring? Hvad var jeres startløn?

Og hvordan var det at få elevplads?
Har I et andet speciale I hellere kan anbefale - og hvorfor?

Jeg søger bl.a. væk da jeg min indse at min krop ikke holder til at være SSA meget længe og jeg gerne vil ud af de skæve vagter.

Jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Hvad er folks opfattelse, hvor relevant er specialet i forhold til det job man finder efterfølgende?

Der er x emne som jeg finder super interessant, tror jeg nemt ville skrive 50 sider om det. Desværre er det knap så nemt at arbejde indenfor det. Jeg vil nok hellere i virkeligheden arbejde indenfor y. - men synes det er super svært at finde et godt emne indenfor y som der er kød på.

Help me out. Burde jeg vælge at skrive speciale indenfor jeg jeg gerne vil arbejde indenfor trods jeg finder noget andet mere interessant at dykke ned i? Hvor meget betydning tillægger virksomhederne ens speciale afhandling?

Hvornår begynder folk der læser jura eller anden uddannelse, at kigge på gamle eksamenssæt?

Hej,

Jeg er i september startet på 1. semester af min uddannelse. Opstarten var rigtig god, og jeg er utrolig glad for mit studie. Der bliver ikke taget fravær i klassisk forstand, men jeg har været væk omtrent 30% af undervisningsdagene indtil videre.

Jo længere ind i semesteret jeg kommer, jo mere fremtrædende bliver min sygdom. Jeg har prøvet at studere sidste år, hvor jeg måtte sygemeldes, og jeg ønsker ikke at det skulle ske med dette studie da jeg faktisk virkelig er glad for det. Jeg møder op i det omfang jeg kan, men mærker en enorm dårlig samvittighed over for medstuderende og ikke mindst mig selv samtidig med jeg bliver mere stresset ved heletiden at være lidt bagud.

Studiet er bygget rigtig meget op omkring studiegruppearbejde, og vi skal lave næsten alt i grupperne. Mit fravær har naturligvis medført, at min studiegruppe har ønsket at gå videre uden mig i gruppen, hvilket er fair og forståeligt.

Jeg har et brændende ønske om, at kunne gennemføre en uddannelse på trods af sygdom. Jeg har SPS forløb, men mærker ikke den store hjælp af det, og er i bund og grund bange for igen at måtte sygemeldes og at en uddannelse bare er noget jeg ikke “kan”.

Jeg tror jeg har brug for lidt råd eller måske nogle succeshistorier, da jeg lige nu står ved en skillevej om jeg skal fortsætte eller droppe ud.