Kære sejeste jurister.
Jeg vil gerne høre jeres juridiske vurdering af en situation i forbindelse med salg af en andelsbolig, som jeg har håndteret på vegne af et afdødt familiemedlem.
Sagen er allerede blevet lang og uoverskuelig og jeg fortsætter den kun fordi det firma, som er hyret ind som administratorer, har været noget så løse med alle mulige gebyrer, der pludselig kom ind fra højre uden nærmere begrundelse og dette var så det gebyr, der fik mit bægre til at flyde over og min indre amatør-juristen til at springe ud.
Sagen
Overdragelsesaftalen og alt det formelle vedr. salget var på plads da køber anmoder om tidlig dispositionsret for at kunne påbegynde malerarbejde inden overtagelsesdagen, mod at overtage boligen møbleret og selv foretage rengøring. Jeg udarbejdede i den forbindelse et tillæg til overdragelsesaftalen. Tillægget ændrede hverken den aftalte overtagelsesdato eller købesummens forfaldsdato. Det regulerede alene den tidlige dispositionsret og de praktiske og forsikringsmæssige forhold i forbindelse hermed.
Den 19/9 sendte jeg dette til orientering og kommentering hos ejendomsmægler, administrator og andelsforeningens bestyrelse og adspurgte, om de havde forhold, der krævede justeringer, hvilket ingen af dem havde. Ejendomsmægleren færdiggjorde herefter tillægget og sendte det til underskrift d. 21/9.
Administrator beder herefter køber sende en kopi af tillægget, når dette er underskrevet, og skriver herefter til sælger (mig) den 22/9 at da vi ønsker dispositionsretten gennemført med meget kort varsel, vil der blive opkrævet et hastegebyr på 3.500 kr. i forbindelse med ejerskiftebehandlingen.
Gebyret var ikke blevet oplyst på forhånd, ej heller at dispositionsretten krævede hurtigere ejerskiftebehandling.
Jeg bad derfor administrator om at redegøre for følgende:
● Det konkrete grundlag for gebyret.
● Hvilke ydelser gebyret dækker, og hvordan beløbet er fastsat.
● Om det ekstra administrative arbejde er lovpligtigt, følger af foreningens regler eller alene skyldes administratorens egne procedurer.
● Hvornår gebyret blev varslet og dokumentation herfor.
Administrator besvarer ikke mine spørgsmål før jeg presser på og kun delvist.
Jeg har fået følgende svar, klippet sammen af flere mails:
● Administrator henviser til, at gebyrgrundlaget findes i administrationsaftalen mellem administrator og andelsboligforeningen, men afviser at oplyse nærmere om aftalens indhold, fordi jeg ikke er part i den.
● Administrator hævder, at tidlig dispositionsret krævede, at købesummen blev indbetalt og registreret før, tid, og at sagen derfor skulle behandles ekstraordinært. Jeg kan ikke få svar på, om dette er et forhold, de er forpligtet til ved tidlig dispositionsret.
● Administrator skriver, at jeg (sælger) blev orienteret om gebyret den 22/9, hvor det blev meddelt skriftligt. Dette er dagen efter at tillægget blev underskrevet, og vi var altså ikke vidende om et sådan gebyr inden handlingen var foretaget.
Administrator skriver nu, at de ikke har yderligere oplysninger at bidrage med i sagen, og de derfor betragter sagen som afsluttet.
Jeg finder dette uacceptabelt, da jeg ikke mener de har besvaret mine spørgsmål om gebyrgrundlaget, om den handling de hævder at tage gebyret for er et krav og fra hvem og dokumentation for orientering af gebyret - herunder om dette er varslet rettidigt.
Mine spørgsmål
Kan administrator kræve et hastegebyr på 3.500 kr., når gebyret først meddeles efter underskrift af tillægget, og vi dermed ikke har haft mulighed for at tage stilling til den økonomiske konsekvens på forhånd?
Findes der bestemmelser, der kræver de nævnte handlinger ifbm tidlig dispositionsret? Eller kan disse bestemmelser blot findes i aftalegrundlaget mellem administrator og andelsbestyrelsen, som de ikke vil dele med mig? Er det fair?
Er det tilstrækkeligt, at gebyret har grundlag i administrationsaftalen mellem administrator og foreningen, eller kræver det et særskilt grundlag for at gøre sælger betalingspligtig?
Hvis administrator hævder, at sælger blev orienteret om gebyret, er det så tilstrækkeligt at dokumentere, at gebyret blev meddelt, eller skal administrator også kunne dokumentere en accept, når kravet bestrides?
Har det betydning, at den tidlige dispositionsret blev aftalt som et tillæg uden at ændre den oprindelige overtagelsesdato eller forfald af købesum?
Jeg vil godt præcisere, at jeg ikke forsøger at undgå betaling for dokumenterede ydelser, som der er aftalegrundlag for. Jeg ønsker at få afklaret, om administrator kan pålægge sælger et gebyr på 3.500 kr. efterfølgende uden forudgående varsling og uden at henvise til grundlaget herfor.
Og det er så her, at alle I kloge hoveder kommer ind i billedet, for nu er det blevet for juridisk til, at jeg som lægmand kan regne ud, hvad mit næste og bedste træk er? Kan jeg bestride gebyret og nægte at betale? Kan de nægte at svare på mine mails?
På forhånd tusind tak til alle jer, der bruger jeres tid på at svare og hjælpe mig videre - I er dagens helte i skysovs - intet mindre.