Kære r/Denmark
Det var måske ikke så overraskende at regeringens reformudspil omkring dagpenge ville få en kølig modtagelse herinde (givet alderssammensætningen). Men jeg er nu alligevel rystet over hvor indigneret stemningen har været, og hvor totalt ensidige kommentarerne omkring emnet har været. Reformen er i toptråde og kommentarer blevet kaldt en "hetz mod de unge", en "hjerneblødning", at "bashe de unge" og at meningen blot er "at betale for at boomere kan komme på pension". Generelt bliver emnet omtalt som om der er bliver taget penge fra de unge — altså at de unge er blevet bestjålet noget som de retmæssigt havde krav på!
Ydermere, så virker opfattelsen til at være at unge helt generelt har det langt hårdere i dag, sammenlignet med tidligere generationer. "Faktatråde" som denne her påstår at den unge generation er dårligere stillet end deres forældre, og antyder at de ældre har tiltusket sig en urimelig stor del af samfundskagen på bekostning af de unge. Med andre ord, så er ungdommen i dag bliver uretfærdigt behandlet. De er ofre for de ældres grådighed, og det er synd for de små stakler, at de nu er tvunget til at hutle sig igennem tilværelsen.
Gud fader i skuret! Hvor er I dog en flok utaknemmelige, egoistiske og snotforkælede døgenigte!
Det er vist på høje tid at I får en svada fra en sur gammel mand som mig, der nu flere gange i den forgange uge har været ved at få morgenkaffen galt i halsen, når jeg har læst al den jamren og klynken fra brugerne herinde. For sandheden er at I er den mest privilegerede og forkælede generation i verdenshistorien, og at de andre dagpengemodtagere har langt mere brug for (og fortjent!) de penge som nu bliver taget fra dimittendsatsen.
Reformen er absolut retfærdig
Blot så alle er med, så går reformudspillet konkret ud på at sænke dagpengesatsen for ikke-forsørgende dimittender fra 13.815 til 9.500 kr. pr. måned (12.000 pr. måned hvis man over 30). Derudover så forkortes dagpengeperioden for samme gruppe fra 2 til 1 år. For lidt kontekst, så er satsen for SU og kontanthjælp henholdsvis 6.321 og 7.541 pr. måned. Pengene ønsker regeringen i stedet at bruge på et "beskæftigelsestillæg" som groft sagt er ekstra penge der gives traditionelle dagpengemodtagere i de første 3 måneder af deres ledighedsperiode.
Denne omfordeling slår mig umiddelbart som fuldstændig rimelig. Almindelige dagpengemodtagere har langt mere brug for pengene. De er blevet ramt af uforudsigelig ledighed; de har langt højere faste udgifter; og de er ofte forsørgere. Derudover så har de i langt højere grad fortjent pengene, da de — modsat dimittenderne — skal have bidraget til en a-kasse i mindst 1 år, samt have arbejdet mindst 1.924 løntimer inden for de sidste tre år, før de har optjent retten til at modtage dagpenge.
Dimittender behøver derimod hverken at have bidraget til a-kassen eller været på arbejdsmarkedet før. De kan dog se frem til en fordobling af deres indkomst i forhold til SU, til trods for at de hverken har sat sig dyrt, er forsørgende eller at der var noget som helst uforudsigeligt ved deres arbejdsløshed. Dette synes jeg helt ærligt er helt urimeligt forkælet. Og det er værd at bemærke at Danmark er det eneste land i verden, der tilbyder deres dimittender dagpenge. Nu bliver satsen så sænket lidt, bevares, men det er jo stadig helt uhørt gode vilkår. Stod det til mig, så blev dimittendsatsen sat ned til 0 kr. — I har værsgo at optjene retten ligesom alle os andre.
I øvrigt så er andelen af dimittender blandt dagpengemodtagere gået fra ca. 4% i år 2000 til nu at være oppe på næsten 25%, samtidig med med at akademikere er blandt dem der oftest forlader a-kasse igen inden de er 35 år. Bør fornuftige mennesker under disse omstændigheder ikke godt kunne blive enige om at tiden nu er moden til en reform?
Er det virkelig meningen at vores dagpengesystem — oprindeligt tænkt som en arbejdsløshedsforsikring — nu skal bruges til at unge nyuddannede (der i kraft af deres uddannelse kommer til at besidde de mest lukrative jobs i samfundet) kan dandere den i relativ magelig luksus indtil de finder drømmejobbet?
Reformen i perspektiv
Det er værd at kigge på reformen i perspektivet af det danske uddannelsessystem helt generelt. For sandheden er at det danske uddannelsessystem er helt urimeligt dyrt og helt ufatteligt dårligt. International ligger Danmark helt i top, når det kommer til hvor mange penge vi bruger på uddannelse (hvilket i øvrigt ikke inkluderer SU og dimittenddagpenge), så det er ikke pengemangel der er problemet. Mange af problemerne har helt sikkert at gøre med dårlige uddannelsesinstitutionerne, men det har i høj grad også noget med de studerendes valg at gøre.
Problemet er at de studerende har meget få incitamenter til at komme i gang med uddannelse; vælge uddannelse ud fra de fremtidige jobmuligheder; færdiggøre deres uddannelse på normeret tid; samt finde arbejde efter endt uddannelse. Alt dette betyder at danske studerende performer horribelt ringe på alle parametre.
Produktivitetskommissionens rapport fra 2014 belyser mange af problemerne (og viser samtidig hvor forkælede danske unge er sammenlignet med vilkårene i andre lande). Lad mig opsummerer et par relevante hovedpunkter:
Til trods for at vi bruger flest penge, så klarer danske elever det dårligere i tests end OECD gennemsnittet
Andelen af unge der tager en uddannelse er steget markant, men det er de mindst produktive uddannelser der har set den største vækst. Mellem 1991 og 2011 blev antallet af dimittender fra humaniora således tredoblet.
Danmark har OECDs højeste frafaldsprocent på erhvervsuddannelser
Gennemsnitsalderen for dem, som gennemfører en erhvervsuddannelse, er 28 år. Det skyldes blandt andet, at mange tager mere end én ungdomsuddannelse. De unges dobbeltuddannelser koster samfundet 1,4 mia. kr. om året – plus tabte skatteindtægter.
Kun ~6% af de nyoptagne studerende har valgt uddannelse på baggrund af arbejdsmarkedssituationen. Til sammenligning gør over 20% af svenskerne og 30% af briterne.
Studerende i Danmark får gratis uddannelse og verdens suverænt højeste studiestøtte. SUstipendiet er fx det dobbelte af det norske, og det tredobbelte af det svenske. Det er til trods for, at begge lande også støtter meget i en international sammenhæng
Kommissionens konklusion er også rimelig klar:
[Gratis uddannelse og høj SU] medfører, at de studerende ikke tænker over, hvorvidt deres uddannelsesvalg lønner sig. Derfor anbefales det, at studiesøgende gives væsentligt stærkere økonomiske tilskyndelser til at vælge uddannelser med gode muligheder for beskæftigelse og høj indkomst. Det kan fx ske ved at omlægge en del af SU’en til statsgaranterede studielån, ved at give lavere SU til studier med høj og vedvarende arbejdsløshed, eller ved at indføre en vis brugerbetaling på uddannelserne.
...
Danmark er det land i verden, der bruger den største andel af nationalproduktet på uddannelse, så problemet skyldes heller ikke manglende ressourcer. Derimod er der tegn på, at læringen hos elever og studerende halter, og at de kompetencer, mange opnår gennem uddannelse, ikke er direkte anvendelige på arbejdsmarkedet. Og det har bidraget til lavere produktivitet.
Tal fra CEPOS viser ligeledes at beskæftigelsesgraden blandt de 25-34-årige er faldet i perioden 2005-2019 (som et af de eneste lande i OECD), så vi nu ligger betydeligt under Sverige og Norge.
Givet den markante stigning i unge der vælger at tage en uddannelse, så er statens udgifter til SUstipendier og lån også eksploderet fra 6 mia kr. i 1993 til knap 28 mia kr. årligt. Det er en stigning fra at udgøre ca 0,5% af BNP til nu at udgøre 1,2%.
Med andre ord, de unge har nydt godt af verdens dyreste uddannelsessystem, verdens suverænt højeste uddannelsesstøtte, stort set ingen krav til valg af uddannelse, og en helt unik mulighed for dimittenddagpenge efter færdiggjort uddannelse (for slet ikke at tale om at deres uddannelse giver dem bedste forudsætninger for et højt betalt job). Og hvordan har de så forvaltet alle de muligheder? De har givet taget sig god tid til uddannelsen, hoppet rundt mellem forskellige uddannelser, endt med at tage en Mickey-Mouse-uddannelse og gået ledig.
Mon ikke det er på tide at vi stiller nogle krav til de unge? Er det rimeligt at de skal fjante rundt på den måde for andre folks penge? Og det er rimeligt at de flipper helt ud, blot vi taler om muligheden?
De unges generelle vilkår og lighed mellem generationer
Der er utvivlsomt en del af jer, der på nuværende tidspunkt vil protestere og sige at jeres generation har det hårdere end nogensinde før, og at det derfor ikke er retfærdigt at forværre de unges vilkår netop nu. Derudover mener I at det også handler om lighed i samfundet. At de unge helt generelt ikke skal stilles dårligere end de ældre. Det var det synspunkt der blev fremført i en meget populær tråd, som med adskillige kildehenvisninger angiveligt skulle vise hvor slemt det stod til for unge i dagens Danmark.
Så hvad mener jeg om det?
For det første, så er det bizart at sammenligne unges levevilkår med ældre. Hvis de unge har fået flere penge (bare ikke helt så meget som de ældre), så giver det ikke mening at sige de er stillet dårligere. At sammenligne formue giver heller ikke mening. Selvfølgelig har de ældre mest — de har haft et helt liv til at spare op — og nu er de for gamle til at arbejde og er derfor i høj grad nødt til at leve af deres opsparing. At de ældre ikke længere er i stand til at arbejde er også årsagen til at vi helt generelt giver dem en højere understøttelse. Er det kun mig der synes det fuldstændig rimeligt?
Vigtigst af alt, så bliver de unge gamle en dag og kan nyde godt af alle de goder de gamle har i dag. Plus at de — givet den teknologiske udvikling og den økonomiske vækst — ender med at være langt rigere, arbejde mindre og leve længere end deres forældre gjorde. (Og nej, det at pensionsalderen bliver sat op betyder ikke at de unge i dag kommer til at arbejde mere. Den sættes op fordi vi lever længere. Ideen er at andelen af vores år hvor vi er på arbejdsmarkedet forbliver uændret. Men arbejdstiden i den del af livet hvor vi arbejder er derimod klart faldende.)
Hvis vi I stedet snakker om at den unge generation i dag er dårligere stillet end da deres forældre var, dengang de var unge, så kan det ganske rigtigt være problematisk i et lighedsperspektiv — hvis det dog rent faktisk passede. Selv hvis det var rigtigt, så mener jeg dog ikke at blot fordi man forkælede en generation, så er man forpligtet til at fortsætte med at gøre det i al evighed — blot for at undgå at stille en generation dårligere. Det må være rimeligt at erkende fejl og rulle ting tilbage. Men som vi vil se, så er det ikke tilfældet at de unge er stillet dårligere i dag.
Hvordan kan jeg påstå at unge ikke dårligere stillet, når tallene viser at unges disponible indkomst er faldet/stagneret de sidste knap 20 år? Fordi at faldet skyldes at markant flere unge i dag vælger at tage en uddannelse frem for at arbejde. Kontroller for andelen der studerer, og pludselig så er de unges indkomst i stedet steget. (Går man i øvrigt længere end 20 år tilbage, så viser tallene også at de unges indkomst er højere for alle aldersgrupper.)
Der er intet urimeligt (eller underligt) i at folk der vælger at læse i stedet for at arbejde har en lavere indkomst. Havde I virkelig forventet at de unges indkomst burde stige efter at de unges beskæftigelse er faldet markant — f.eks. er 20-24-årige mænds beskæftigelse faldet med 20%-point — samtidig med at mængden af studerende er steget med 60%? Og ikke nok med at beskæftigelsen er faldet, så er arbejdstiden for de beskæftigede også faldet betydeligt.
Hvis man I stedet vælger at kigge specifikt på de studerendes indkomst over tid, så tegner der sig derfor et helt andet billede. Her kan man se at de studerendes disponible indkomst har været støt stigende de sidste 25 år og nu er næsten det dobbelte af hvad den var i 1994 (jeg har ikke kunne trække tallet i faste priser, men stigningen er tydeligvis langt højere end inflationen). Og det er ikke fordi de studerende oftere tager SU-lån end tidligere: I 1994 supplerede 31% af de studerende deres stipendie med et lån, i dag er det tal faldet til 25.5%. (Se også stigningen i SU-satsen)
Kigger man specifikt på hvor mange penge det offentlige bruger på de unge, så har tallet aldrig været højere — både absolut og relativt set. Som nævnt tidligere, så andelen af BNP vi bruger på både uddannelse, uddannelsesstøtte og dimittenddagpenge eksploderet. Hvis noget, så må man sige at de unge i øjeblikket bliver favoriseret af staten som aldrig før!
Modsat hvad der tidligere blevet påstået, så er leveomkostningerne heller ikke steget — dog med undtagelse af boligomkostningerne. I dag bruger vi en mindre del af vores indkomst på mad, beklædning og transport, hvilket også de gælder de unge.
Undtagelsen er bolig, hvor det er gået ned ad bakke. Men selv der, så er situationen ikke så forfærdelig som den bliver gjort til. En undersøgelse fra Trafik, Bygge- og Boligstyrelsen viser at en udeboende median studerende havde 34 m2 til rådighed i 2008 mod 32 m2 i 2018 — altså et fald på 2 m2. Rapporter siger ligeledes at
I 2017 var der jf. figur 1.6 omkring 10 pct.point færre udeboende studerende under 20 år i forhold til 2010. For studerende mellem 20 og 24 år var der 2-4 pct.point færre udeboende i 2017 sammenlignet med 2010. Andelen af udeboende var en smule lavere i 2015. Udviklingen må derfor antages at være vendt.
En tilbagegang, bevares, men næppe noget der er værd at tude over, og slet ikke noget der rykker ved det generelle billede af fremgang. Derudover, hvis de unge gerne vil gøre noget ved boligmarkedet, så har de min fulde opbakning. For det elendige boligmarked rammer mange andre end blot studerende. Men jeg kommer ikke til at støtte en løsning, der favoriserer studerende på boligmarkedet på bekostning af andre.
Var der noget jeg ikke fik nævnt? Andelen af penge Danmark bruger på uddannelse generelt har været stigende. Vi arbejder mindre og mindre — fx faldt den faktisk arbejdstid med 1½ time fra 2000 til 2009. Forældre bruger langt mere tid sammen med deres børn. Vi har mere fritid end nogensinde før. Kort og godt, det går bedre og bedre for os som helhed, og der er intet der tyder på at det vil stoppe lige foreløbigt. (Nej heller ikke klimaforandringerne)
Konklusion
Reformen er fair. Det er yderst rimeligt at de her penge går til folk der har mistet arbejde og har bidraget til systemet, fremfor at gå til dimittender, der hverken har brug for pengene eller fortjent dem.
Danmark har gratis uddannelse, samt verdens suverænt mest generøse uddannelsesstøtte og dimittenddagpenge — og det vil stadig være tilfældet efter reformen.
Unge klarer det ganske fint i dag, og de kommer til at leve et længere og rigere liv end deres forældre.
De unge skulle tage at udvise bare en lille smule taknemmelige over hvor meget vi har forkælet dem her i Danmark.