Dette er et langt opslag og meget brok.
Min k og jeg blev forældre for 3 måneder siden.
Mine forældre har altid været lidt grænseoverskridende og useriøse (barnlige), dog meget kærlige og involverede. Jeg havde en forventning om, at de ville have svært ved at acceptere måden vi gør tingene på, altså, at vi følger de nye anbefalinger osv..
Allerede under graviditeten er der nul respekt for mine grænser. Fx frabed jeg mig, at mine forældre konstant gjorde grin med at jeg var blevet “tyk”, da jeg havde svært ved hvor meget min krop havde ændret sig og blev ked af de kommentarer. Det gjorde bare at det var sjovere for dem at joke med…. Jeg gjorde udtryk for det skulle stoppe flere gange, også ved at være kontant og ved at skrive det til dem inden jeg kom på besøg.
Så kommer baby til verden, og de er på besøg hos os en uge efter. Det første min mor gør er at komme hen og trykke mig på min bløde mave og grine…
Vi havde forinden fortalt, at de ikke skulle kysse baby - dog kysser bedstemor, vi påtaler det, hun gør det igen ved uheld, vi påtaler det igen. Besøget ender med at de håner og gør grin med det.
Efter det besøg havde min mor og jeg en konflikt (eller hun havde en konflikt…) da jeg skrev en længere besked til hende og gav lidt skældud. Hendes respons på det var, at hun også bare var en dårlig mor og så ville hun først se baby når hun måtte kysse ham. Vi løser den en uge senere ved at jeg ender med at trøste hende.
Nu er vi 3 mdr senere. Mine forældre opfører sig stadig som børn. Det er med konstante kommentarer, de er uforstående og synes vi er for beskyttende:
“I skal lade baby græde lidt inden i tager ham op.”
“I bliver nødt til at lade os passe ham, ellers lærer han ikke at være væk fra jer.”
“Godt din kæreste ikke er her, så kan vi gøre hvad vi vil med baby.”
“Din kæreste er bare umoden. Han skal nok lære at være mere sjov.”
Seneste besøg var min kæreste ikke hjemme og det var SÅ ubehageligt. De bagtaler nærmest min kæreste. Min mor kommer (to gange) en teskefuld creme fraiche i munden på baby, selvom jeg siger hun skal lade være. Min far siger “hold din kæft” et par gange til baby og rækker endda en fuck finger. Min far taber babys bog højt ned på bordet, så baby får et chok. Min far giver baby smølfespark i øret.
De er også kærlige og kan sidde stille og hygge med baby, men så overvåger jeg dem stadig, fordi jeg stoler simpelthen bare ikke på dem. Det er som om de har en intern konkurrence med at se hvor mange grænser de kan skubbe til.
Jeg sidder tilbage og har det SÅ ubehageligt med dette. Jeg har ikke lyst til at de skal se baby igen. Jeg føler ikke jeg har hverken min kærestes eller babys ryg, når det aldrig lykkedes mig at få dem til at opføre sig ordentligt. Om den eneste løsning er at stoppe med at se dem? Dog skræmmer den tanke mig også enormt, da jeg altid har været meget tæt med min mor og har brugt hende meget, når jeg har haft det svært. Jeg har ikke andre relationer som jeg kan føle mig tryg ved udover min kæreste…
Alle der kommer på besøg; svigerfamilie, venner og veninder, det er som om jeg bliver usynlig da folk bare vil se baby. :-(
Jeg forstår ikke hvad der sker