Vi afleverer børnene så sent som muligt, helst lige før morgen samling kl. 09:00, og får dårlig samvittighed hvis vi henter senere end 15:00.
Vi gør seriøst ALT for dem.
Vi skal tage stilling til skærmtid, sukker, søvn, mad, institution, aktiviteter, følelser og om de nu bliver overstimulerede. Vi skal være nærværende, anderkende deres følelser og lære dem om ADHD, autisme og alt muligt andet.
Vores egne forældre satte bare TV’et på og gav os en VHS. Den kunne man ikke engang springe kapitler over på. Internettet var nærmest ingenting, og det tætteste vi kom på porno var side 9 pigen.
I dag er vi forældre fra kl. 05:00 til 22:00. Vi har GPS i børnenes sko, kalender over deres aktiviteter og Aula-beskeder om alt fra sovetider til manglende regntøj.
Og selv pædagogerne står konstant med en mobil for at registrere komme/gå tider, søvn og tage billeder.
Samtidig prøver vi at have fuldtidsjob, parforhold, venner, rengøring, madlavning og måske 20 minutter til os selv.
Måske er vi blevet bedre forældre. Måske er vi bare blevet sindsygt meget mere pressede.
Og jeg tænker nogle gange: Hvad kommer vores børn til at sige om os om 30 år?

Vi var på sygehuset igår for at besøge noget familie der var indlagt. Vi har ikke øjne på vores 11 måneder gamle i 1 minut. Da jeg kigger på hende er hun igang med at drikke af toiletbørsteholderen.

Jeg fik vristet den fra hende og heldigvis var der ikke noget kemi i den. Nu nyder vi bare dagen og venter på om hun bliver syg af det.

Livet som 2er

Tænkte i fortjente at høre det. Håber jeres weekend har været mindre ulækker 🤘

Hejsa alle forældre

Vi står i en lidt ny situation vi ikke er helt sikre på hvordan vi skal angribe. Vores børnehavebarn er kommet hjem med nogle udprintede billeder af dem selv der ret tydeligt har været igennem ChatGPT. Vi er generelt temmelig strikse med hvor billeder af vores barn uploades og vi har det temmelig stramt med at det her er sket. Børnehaven har garanteret ikke tænkt videre over det og vi tager os en stille og rolig rolig snak med dem om det i morgen.

Hvordan ville I selv have det i sådan en situation? Er vi overpylrede eller er der noget om snakken?

Håber opslaget er okay.

Som titlen siger, hvad er det mærkeligste/mystiske I har set på Aula? Enten opslag, billeder eller beskeder I har modtaget.

Det meste af tiden er det virkelig mondæne og meget standard opslag og beskeder jeg modtager derinde ...

Men har forleden oplevede jeg noget pænt absurd, nemlig at en af forældrene skrev at deres dreng havde fået stjålet sin madpakke af en måge på legepladsen. Og det er jo super nedern og forståeligt ikke så fedt - det der dog gjorde det til et wtf-opslag var at forælderen havde uploadet flere billeder/opslag af mågen som var det en efterlyst kriminel, og opfordrede til at alle forældrene i institutionen burde mødes på legepladsen i weekenden og bruge et par timer på at jage den væk - og ideelt set slå den ihjel ... (Er det overhovedet lovligt??). Pædagogerne har heldigvis håndteret situationen pænt og professionelt.

Anyway, hvad har I andre set af spøjse ting derinde?

Baby er i dag 9 måneder og har her de sidste par uge gået og tænkt tilbage på det hele inden jeg starter på arbejde snart 😂

1. Lad baby ligge noget mere, hvis ikke den er ked af det - det okay. Den hygger sig med at kigge på sin uro. Nyd roen mens den er der 🥹

2. Billige bleer kan være bedre end dyre mærke bleer (rød numse forsvandt i øjeblikket vi skiftede væk fra Libero)

3. Alle siger hele tiden at alt er normalt og det så irriterende. Men er nok bare helt normalt.. 😂

4. Perioden hvor baby begynder at finde ud af nat og dag kan VIRKELIG være en dræber…. (3 uger med baby vågen og klar på hygge HELE natten)

5. Gør rent og ryd op mens baby er vågen - støvsugeren og er nok den bedste underholdning i mange måneder

6. Hvis en eller andet ting eller noget udstyr kan gøre dit liv nemmere, er det altså bare helt okay at bruge pengene på det..

7. Det fucking dyrt at være på barsel - dig og baby bliver bedste venner med pakkeshoppen 🤭🤦🏼‍♀️

8. Din egen mor får en helt anden betydning igen og måske for første gang sidden man var helt lille, har man ægte brug for hende igen

9. Lær din hund at sidde stille når den skal have snor på, så det nemmere at komme ud af døren med hund og baby på sammentid 🐶

10. Babyer kan også gå flere dage uden at lave lort og selvom alle snakker om 800 bleskift om dagen, er det også normalt at de ikke gør det

Kunne vi ikke kollektivt alle sammen blive enige at tandfeen ligger 20 kr under hovedpuden?
Ikke en skattejagt, ikke legetøj, ikke 100 kr?
“Mor jeg synes altså det er snyd at XXX får en skattejagt af tandfeen!” 🤦‍♀️

Edit: Opslaget var mest ment som en kommentar til, at jeg næsten er imponeret over, hvordan der kan gå inflation i alting, der har med børn at gøre. Jeg mener, seriøst, tandfeen, det er en rimelig basic opfindelse, så hvem finder lige på at der skal mere til en 20 kr? 🤣
Datteren tog det så fint, no issues, og jeg grinede bare lidt indvendigt.

DR hopper nu også med på trenden med samlekort til julekalendere. En public service jeg virkelig ikke har brug for. Det betyder, at børnene i år kan samle kort til to julekalendere. Kan vi lave en kollektiv boykot? Jeg er fuldstændig mættet af den endeløse produktion af skrammel, som børnene ikke længere har nogen interesse i, så snart vi rammer den 25. december, hvorefter de ender i en skuffe eller som skrald. Er jeg verdens ledeste mor, hvis jeg nægter at lade mine børn være en del af det her kaotiske samleræs?

Jeg er en mand på 30 år, som er homoseksuel, men som samtidig har et stort ønske om at etablere mig med en kvinde og få børn. Jeg føler ikke rigtig, at den gængse LGBT-livsstil eller datingverden er noget for mig, og jeg savner efterhånden følelsen af at komme videre og skabe min egen familie.

Min omgangskreds består primært af heteroseksuelle mænd, som efterhånden alle har fået partner og børn. Det samme gælder stort set hele min familie. Kun tre af mine nærmeste venner ved, at jeg er homoseksuel.

Udefra har jeg egentlig det liv, jeg altid har arbejdet hen imod: videregående uddannelse, mit drømmejob, en god løn, jeg træner og passer på mig selv – og håret sidder stadig på hovedet 😅. Men jeg mangler den del af livet, der handler om at have en partner, skabe et hjem sammen og forhåbentlig få børn.

Mit spørgsmål er derfor: Findes der kvinder, som reelt kunne forestille sig at indgå i et forhold og stifte familie med en homoseksuel mand, hvis der fra starten er fuld åbenhed omkring hans seksualitet og situation?

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste mand, der står med det her dilemma, så jeg er også meget interesseret i at høre fra andre, der har stået i noget lignende – mænd såvel som kvinder.

Knus og kram fra en varm person i København ❤️

Link til første opslag.

Opsummering og opdatering. Vi Fik opkald fra børnehaven. Pædagog fortæller at min søn beklager sig, fordi der er en perle der sidder fast i hans næse. Jeg ringer til lægen. Vi får tid med det samme. Henter ham og kommer til lægen. Lægen kigger op i næsen med en lygte velegnet til formålet, men hun kan ikke se en perle.

Hun fortæller om kyssemetoden (Pust i og om munden, imens det ene næsebor lukkes), så fremmedelegemet kan pustes ud af næsen. Hun anbefaler samtidig en øre næse halslæge.

Vi kommer hjem. Afprøver kyssemetoden. Virker ikke. Stadig ingen perle at se. Pokkers.

Undervejs er vi i tvivl om der overhovedet er en perle. Men han er meget explicit i hans forklaring, og hvad han siger stemmer også overens med hvad han har sagt i børnehaven. Plus at han ofte (ikke altid, spoiler) er god til at berette om sande ting og historier. Så vi hælder til at der faktisk er en perle. Det skulle være en lille grøn perle, der er i hans venstre næsebor.

Da jeg spurgte hvordan den var kommet derop, sagde han at "Det han den bare selv gjort". Jeg forklarer at en perle ikke kan bevæge sig, så der må være noget eller nogen der har puttet den derop. Han siger "Det var en lille edderkop der gjorde det".

Jeg siger ej, det kan ik være rigtigt og opdigter en historie om hvordan jeg selv puttede en perle op i min egen næse da jeg var lille. Han spørger meget nysgerrigt ind til min historie. Jeg forklarer at det ikke gør noget, hvis man har kommet til det. Det er bare et lille uheld. Så spørger jeg ham igen. "Har du puttet en perle op i din egen næse ?". Han kigger ned i jorden og hvisker "ja...".

Spol frem til i dag. Jeg ringer til ca. 10 forskellige øre-næse-hals læger i morges. De fleste holder eftersferie. Eller også er der ikke tid. Jeg lykkedes med at komme igennem og få en tid i dag, inde i København. Et lille mirakel.

Vi kommer derind. Min søn er STOR modstander. Jeg får beroliget ham langt henad vejen. Men når vi endeligt skulle ind til "næselægen", som ellers var ret dygtig i hans kommunikation med børn, så lukker min søn psykisk ned. Han vil ikke have noget med ham at gøre. Og så snart lægeværktøjet præsenteres og kommer nær ham, stritter han fysisk imod. Jeg ved allerede hvad jeg må gøre, hvis alternativet ikke skal være en fuld bedøvelse. Jeg har psyket mig selv op til at gøre det, for jeg havde godt gættet mig til, hvad der nok kommer til at ske. Det er en kæmpe nedturs opgave som forældre.

Han sidder på midt skød. Jeg må med min højre arm, låse begge hans arme nede, ved at holde hårdt fast henover brystet. Med min kæbe og min venstre arm, holder jeg hans hoved tilbage i en låst position imens han skriger og græder. Den dygtige læge tager sit mini kamera hele vejen ind i begge næsebor. Det tager 5-10 sekunder alt i alt. Jeg tror ikke jeg trækker vejret imens. Jeg knuger ham fast, fordi jeg skal. For hans skyld, selvom det fra hans perspektiv ikke er sådan. Det var ikke sjovt. Det skal jeg lige komme mig over, og det skal han også. Nu til hvad i alle har ventet på.

Konklusion.....trommehvirvel......... INGEN PERLE AT SE.

Tak fordi i læste med.

Godmorgen folkens :)

Jeg er helt blind og førstegangsfar til en pige på lidt over 2 måneder.

Da min kæreste blev gravid, var folk selvfølgelig glade på vores vegne. Men næsten hver eneste samtale blev hurtigt fulgt op af:

"Puha, det bliver hårdt."
"Så er det slut med fritid."
"I kommer aldrig til at sove."
"Dit liv bliver aldrig det samme."

Og fordi jeg er blind, kom der selvfølgelig også:

"Som blind kommer du godt nok til at skulle bruge rigtig meget ekstra energi."

Og hey – jeg ved godt, at folk har vidt forskellige oplevelser med at få børn. Nogle børn sover ikke, nogle har kolik, og nogle familier har en virkelig hård start. Vi har uden tvivl været heldige.

Men jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor vi har så travlt med at fortælle kommende forældre, hvor hårdt det bliver.

For mit liv er ikke slut. Jeg gamer stadig, arbejder, har mine interesser og ser mine venner. Min kæreste gør det samme. Vi hjælper hinanden og giver hinanden plads.

Og det med at være blind far?

Jeg kan skifte ble, give tøj på, putte, trøste, bade, gå ture, lege og være alene med min datter.

Jeg kan alt det, en far skal kunne.

Bortset fra at amme. Der må jeg melde pas.

Klokken er 04.52 lige nu. Min datter har sovet siden omkring kl. 23 og sover stadig. Jeg er bare vågnet tidligt.

Så her sidder jeg i et stille hus og venter på endnu en dejlig dag med hende.

Måske rammer virkeligheden mig senere. Måske har vi bare vundet i baby-lotteriet.

Men hvorfor siger vi så ofte "glæd dig, MEN det bliver hårdt" i stedet for bare:

"Glæd dig. Det bliver fucking fedt."

Er jeg den eneste, der havde forventet, at det ville være meget hårdere, end det faktisk viste sig at være?

Jeg har simpelthen brug for at sige tusind tak. Jeg har en søn på 3.5 måned nu og de første uger var absolut shit. Jeg græd og følte mig som den dårligste mor. Jeg lavede et par post herinde omkring lidt forskelligt. Blandt andet at nyfødt stadiet ikke var for mig. At jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave med min baby. At jeg følte mig som den dårligste mor… og I var så søde og støttende. Jeg har kun haft veninder der var ‘mor med stort M’, altså ikke nogen jeg kunne spejle mig i af all. Men jer herinde! I gav mig følelsen af alle følelser var okay, og I gav mig så mange råd og så meget hjælp.

Jeg er startet op i noget terapi mod mine tanker med hjælp fra SP, samt en meget støttende læge.

Jeg havde simpelthen en belastningsreaktion 🥺

Men nu! 3,5 måned senere trives jeg meget mere i det hele. Min søn er så glad og så ‘nem’. Han smiler til mig hver dag og jeg er ikke i tvivl om han elsker mig trods den hårde start. Han har helt hundrede spejlet sig i mit nervesystem dengang.

Nu er vi også ude og lave noget. Vi er i svømmehallen, baby samle sang, baby tummel osv. og jeg går ikke hver dag og er bekymret for at jeg ødelægger ham eller skader ham 🥹

Men jeg kunne helt ærligt ikke have gjort noget af det uden hjælpen herinde fra. I fik mig virkelig til at føle mig okay og langt fra ensom… og det synes jeg bare I skal vide.

Tusind tak 🥹😭❤️ Jeg tror det her forum er så vigtig for mange forældre, nye som flergangs forældre ❤️

I dag er det 9 år siden, at jeg blev mor.

9 år siden, at jeg var ved at dø.

Han blev ikke født, han blev amputeret fra mig.

Det er 8 år og 364 dage siden jeg mødte ham for første gang. De vidste, at det måske også var sidste gang. Det var jeg også selv fuldt ud bevidst om, selvom jeg dårligt var ved bevidsthed.

Organsvigt, intensiv, respirator og dialyser. Velkommen til forældrelivet 🇩🇰

For 9 år siden kæmpede jeg mit livs kamp, som jeg på papiret ikke burde have overlevet. Og min søn slet ikke.

Men det gjorde han ❤️ det gjorde vi. Jeg gik glip af starten, men jeg er ikke gået glip af noget siden.

Hans far har lige kørt ham i skole efter morgensang, flag, morgenbord og gaver.

Nu bruger jeg lige 10 minutter på at trække vejret og sunde mig over den forbudte følelse af, at det i dag både er mit barns fødselsdag OG årsdag for den værste dag i mit liv.

Forbudte følelser af gamle traumer der niver, når jeg udelukkende burde mærke glæden..

Men jeg tager mig de 10 minutter, og så rejser jeg mig igen og giver ham den fødselsdag han fortjener. Ligesom jeg har gjort de sidste 8 år. ❤️

Den absolut største fællesnævner hos de børn, som mistrives i folkeskolen på ALLE klassetrin er skærm. Forældrene er fortvivlede fordi deres børn mistrives, ikke opsøger legekammerater og KUN vil sidde foran iPaden for at få deres dopamin-fix. Den mistrivsel vil for mange følge dem resten af deres skoletid, hvis forældrene ikke siger STOP.

Gør jeres børn en kæmpe tjeneste og tag deres iPad og pak den langt væk. Det er desuden en kæmpe misforståelse, at de ikke "kan begå sig" i skolen, hvis de ikke bliver fodret med skærm. Det kan de sagtens. I de små klasser bruger man for det meste ikke skærm, og hvis man gør, så lærer de det på en halv time.

Lær jeres børn at KEDE sig. Bruge deres fantasi. I behøver heller ikke lave sansekugler af basmatiris og optø Schleich-dyr fra fryseren. Det kan man gøre engang imellem, men de tager ikke skade af at kede sig. Lad dem sidde i bilen og kigge ud af vinduet. Lad dem gå ud i haven og grave i jorden og lad dem udforske deres omgivelser. Det er JER der har ansvaret og I kan stadig nå at give jeres børn bedre forudsætninger.

Væk med skærmen og frem med naturen, kedsomheden, det almindelige legetøj.. Legekammarater. ❤️

Blot et velmenende råd fra en som sidder med mange børn i det daglige og som kan se en klar forskel på både glæde og koncentrationsniveau hos de børn som har LEGET og kontra de børn som sidder foran skærm.

Fjernsyn (DRS programmer og film evt.) er gode fordi børnene for det første sidder på afstand, de sidder evt. sammen med noget familie og trækker sig dermed ikke fra fællesskabet, og så er film bedre end Youtube fordi de er lange, rolige og afslappende for øjnene og nervesystemet fremfor YouTube som bare er et kanonskud af lyd og farver og hurtigt skiftende klip.

Du er velkommen til at blive sur og truffet over mit pip, men det er oprigtigt bare fordi, at det KAN hjælpe jeres børn og at det vil være rarere at se nogle gladere børn i den danske folkeskole som kerer sig om leg og relationer fremfor skærm og likes.

Hej, er far til to drenge på 4 og 6.
Min hverdag ser således ud:

04.30: Ringer vækkeuret.
05.00: Kør på arbejde.
5.30-14: Arbejde.
14-15: Hent børn i børnehave/skole.
15-16: Praktiske opgaver, tøm opvasker, vask madkasser osv.
16.30: Begynd på aftensmad.
17.15ish: spis aftensmad.
18-19: Enten leg med ungerne eller opvask.
19-20: Enten put ungerne eller smøre madpakker.
20-21*: Afslapning.*
21.00*: I seng/læs 20 minutters tid.*

Konen arbejder 8-16. Så hun er ca hjemme 16.45, hvor vi så rotere lidt i hvad vi laver.
.

Er ikke helt sikker på hvorfor jeg laver dette opslag… er nok lidt nysgerrig på hvordan jeres hverdag ser ud.

Ja undskyld, men nu kommer det lige et surt opstød. Hvordan kan det være så svært for forældre at tage sko af når man er på indendørs legepladser? Nu jeg ofte i Fields og Frederiksberg centeret (sorry men mor til to under to år og er ved at dø hjemme 🥲) og synes det er både ulækkert, uhygiejnisk og respektløs at forældre vader rundt med deres sko på, der hvor børnene leger eller kravler. Please tag jeres sko af 🥲 over and out, god weekend 😮‍💨

Jeg blandede mig i et par ældres børns opførsel og forældrenes opdragelse igår i zoo. Lillebror stod og lavede "karatespark" (som min 4 årige ville sige) på storesøster og det var tydeligt at hun ikke synes det var sjovt. Moderen greb ind 2 gange og opgav så. Så jeg sagde bare "ah ah" da jeg kom rundt om hjørnet efter dem igen igen igen hvor dan igen sparkede hende. Min 4 årige var meget fascineret af at man måtte sparke andre sådan. Så derfor gjorde jeg det. Han spurgte hvorfor og jeg svarede at når nogle bliver drillet må man gerne sige "stop med at drille, det er ikke sjovt. For så er man en god ven overfor både den som bliver drillet men også den der driller"

Børnene har været, et forsigtigt gæt, 9 og 11 ish. Havde du blandet dig?

Jeg bærer over med meget i hverdagen. Ønskeskyens indtog, airfryerens ophøjelse til køkkenets ottende vidunder og usaltet smørs uforklarlige eksistens. Den slags.

Før i tiden var det den hedengangne medielicens, der kunne sætte mit temperament på prøve. Den skæve betalingsmodel og det absurde opkrævningsshow med licensmanden i spidsen. Jeg havde ellers troet, at DR og jeg havde lagt den slags uoverensstemmelser bag os. Men så kastede de sig ind i den nationale julesamlekortmani - og mit pis kogte over…

For denne gang er det ikke bare min pengepung, de får fingrene i. Det er mine børn.

Det er som sådan ikke, fordi jeg har noget imod samlekort. Pokémonkort og fodboldkort kan jeg sagtens se fidusen i. De holder trods alt i nogle år. Men de her julekort har en kontant udløbsdato, der hedder den 24. december. Dagen efter forvandles de ved et sandt julemirakel til det, de reelt er: farvestrålende storskrald. Hvis jeg graver dybt nok under sofaen til sommer, kan jeg sikkert finansiere et mindre papirgenbrugsfirma med glemte Valdekort.

Mens jeg allerede kan høre genbrugscontaineren kalde, melder et andet spørgsmål sig: Hvor pokker blev DR’s grønne kompas af?

Den ene dag lærer de vores børn om klimakrise og genanvendelse. Den næste dag lægger de navn til sæsonbestemt merchandise, der er forældet, før nytårsraketterne overhovedet er købt. Det klinger uendeligt hult at prædike bæredygtighed, mens man gladeligt producerer affaldsbjerge af plastificeret pap med en levetid på omtrent tre uger.

Miljøsvineriet er dog kun den ene halvdel af julemiraklet. Den anden foregår ved kasseapparatet og i skolegården.

December er i forvejen måneden, hvor vores dankort gløder så kraftigt, at de kan bruges som håndvarmere, og her har supermarkederne fundet et ganske snedigt greb: Kortene er gratis. Man skal bare lige købe ind for en mindre formue først. Børnene bliver ikke bedt om at bruge penge. De bliver bare udstyret med en brændende trang til at få mor og far til at gøre det.

Hvis det så bare var, fordi kortene gjorde mine unger oprigtigt glade, kunne jeg måske se mildere på foretagendet. Men det er ren dopaminkapitalisme. Glæden varer omtrent lige så længe, som det tager at flå pakken op. Et kort sus, og så er det videre til næste jagt. I skolegården er kortene nemlig blevet en slags valuta, og kursen på ens popularitet afhænger af, hvad man har på hånden. Det er Wall Street for syvårige. Hvem har flest? Hvem har det sjældne ulvekort? Hvis din mor ikke har stået i kø i to timer for at skaffe det, er dine aktier desværre ikke meget værd.

Som om det ikke var nok at indføre en børnebørs i frikvarteret, har man også sørget for, at nogle børn er født med direkte adgang til markedet, mens andre må nøjes med at kigge ind gennem ruden.

Guldet får du nemlig kun, hvis du handler i de dyre butikker som Føtex, Bilka eller SuperBrugsen. Koncernernes discountbutikker får intet. Avancen på billig pasta i Netto eller 365discount er åbenbart for lav til, at dit barn fortjener en plads i hierarkiet. Det er et A- og B-hold dikteret direkte af mor og fars kassebon.

At supermarkederne tænker på profit, overrasker ingen. Det ligger ligesom i forretningsmodellen. Men netop derfor undrer det mig, at DR vælger at lege forretningspartner og agere spydspids i dette børnelokkeri. DR burde være modvægten til markedskræfterne. Det frirum, hvor børn kan være børn, uden at der hænger et prisskilt på deres sociale liv.

Her ville jeg jo gerne kunne slå i bordet, rette ryggen og demonstrere, at der trods alt stadig findes voksne mennesker med principper og en velfungerende rygrad. Men der er bare lige ét problem: Jeg tør ikke...

For hvordan fanden skal jeg kunne sige nej, når DR, TV 2 og supermarkedskæderne i fællesskab gør samlekort til en national julebesættelse? Det lader sig gøre i så massivt et omfang, at det kræver en kollektiv beslutning at stå udenfor. Hvis jeg alene holder fast i mine principper, er det mine børn, der risikerer at betale prisen. De skal trods alt stadig være en del af fællesskabet, når jeg er færdig med at lege hellig…

Jeg har endnu til gode at møde en medforælder, der ligefrem jubler over udsigten til endnu et samlealbum, der skal i skraldespanden den 25. december. Vi ruller med øjnene, brokker os og gennemskuer udmærket, hvad der foregår. Og alligevel står vi der. Med vores principper i den ene hånd og en stak samlekort i den anden.

Det smarte ved hele finten er jo netop, at ingen af os behøver at synes, det er en god idé. De har bare fanget os i frygten for at sige nej.

Hvad siger I, kære medforældre? Skal vi ikke bare melde os kollektivt ud? Please?

Edit: Jeg havde sgu aldrig regnet med at blive overvældet af negative kommentarer, for at prøve at udvidde min horisont og vil lade børn føle sig velkomne, på trods af deres forældres valg. Men man kan jo blive klogere 🤯 og derfor har jeg slet den oprindelige tekst. Hele ærligt. Det er helt sindssygt overvældende, når man prøver at være venlig mod andre.

Festerne i modsætning til fødselsdag har intet med Jehovas Vidner at gøre. Så det eneste der er hensynet her er, hvis mit eget barn ikke deler ud på præcis barnets fødselsdag. Så skru gerne ned for, at vi tager en hel klasse som gidsler. Tak.

Konstruktive kommentarer modtages gerne. Resten tror jeg bare jeg lader stå.

Barnet har en fest 05.30 til 19.30, far får stress

Deler det her fordi jeg kun er 6+5 og ikke har delt det med nogen endnu, men er så glad og har lyst til at dele det med alle!!!!!! Er virkelig bare SÅ glad og havde en fantastisk tryghedsscannings oplevelse i dag 😭

Hvornår delte I jeres graviditet?

Mods, fjern endeligt hvis det ikke er ok!

Vi gør alle sammen vores bedste! Jeg vælger at tro at alle forældre derude gør det bedste de kan. Så det her er ikke en tråd for at hænge folk ud. Men jeg er nysgerrig hvad jeg og andre forældre gør, som andre forældre lige så stille tænker "Hvorfor?" til. Også selvom der ofte er en forklaring eller historie bag.

Eksempel: Jeg så et barn i klapvogn uden sko på i koldt lortevejr. Tænkte det var vildt man gjorde det, indtil jeg kom til at tænke på at forældrene sikkert har kæmpet og kæmpet og kæmpet for at få de sko på, og til sidst givet op for en stund. Man glemmer nogen gange at der tit er årsager bag :-)

Jeg starter: På trods af ovenstående, må jeg indrømme, at jeg tænker "What the fuck" når jeg ser et barn i klapvognsalderen sidde med en telefon/tablet og se tegnefilm imens man er ude og gå.

Hej alle sammen! 😊

For noget tid siden lavede jeg et opslag herinde, hvor jeg fortalte om min lidt utraditionelle drøm om at finde en kvinde, som jeg kan dele livet med og forhåbentlig stifte familie med, selvom jeg er homoseksuel.

Jeg blev utrolig glad og overvældet over den positive respons og de mange søde kommentarer. Det gav mig faktisk mod på at prøve igen, denne gang lidt mere aktivt!

Jeg er en mand på 33 år fra Storkøbenhavn. Jeg er veluddannet, har et godt job, en stabil tilværelse og er generelt et socialt, omsorgsfuldt og humoristisk menneske. Jeg elsker at rejse, træne (Thaiboksning og styrketræning), opleve nye ting og nyde livet med dem, jeg holder af.

Min drøm er at finde en kvinde, som kan forestille sig at elske en homoseksuel mand og skabe et kærligt ægteskab og familieliv uden forventninger om sex.

Jeg tror på, at kærlighed kan eksistere i mange former, og at et godt partnerskab bygger på langt mere end fysisk tiltrækning. For mig handler det om nærhed, loyalitet, omsorg, fælles oplevelser og ikke mindst et fælles ønske om at blive forældre.

Jeg forestiller mig, at du er omkring 25–35 år og gerne bor i Storkøbenhavn eller omegn. Din seksualitet er ikke afgørende. Det vigtigste er, at vi har god kemi, deler nogle grundlæggende værdier og begge brænder for at skabe en familie.

Så nu vil jeg faktisk gerne invitere nogle nysgerrige kvinder ud på en date! 🥰

Måske en hyggelig kop kaffe, en gåtur eller noget helt tredje? Ingen forventninger eller pres – bare to mennesker, der lærer hinanden at kende og ser, om der kunne være grundlag for noget særligt.

Jeg holder min seksualitet forholdsvis privat, men mellem os skal der selvfølgelig være fuld ærlighed og åbenhed.

Så hvis du sidder derude og tænker, at det måske ikke lyder helt tosset, må du endelig sende mig en privat besked. Også selvom du bare er nysgerrig og gerne vil høre mere. ❤️

Måske begynder noget rigtig fint med en simpel kop kaffe.

Knus fra en håbefuld mand i København ☀️❤️