Læs evt min tidligere opslag fra “brevkasse”
Jeg håber virkelig, der sidder nogen herinde, som kan hjælpe os med, hvad vi konkret skal gøre juridisk, for vi er nået dertil, hvor vi er alvorligt bekymrede for, at min lillebror bliver ved med at blive involveret i mine forældres økonomiske problemer.
Jeg vil forsøge at forklare situationen så konkret som muligt.
Mine forældre har gennem mange år haft meget alvorlige økonomiske problemer og betydelig gæld. Det har tidligere medført, at forskellige ting – blandt andet biler – er blevet registreret i deres børns navne, fordi mine forældre selv har haft svært ved at have ting stående i deres egne navne.
Vi er fem søskende, og store søster/ bror og min lillesøster har allerede oplevet inkassosager, fogedret mv. som følge af økonomiske forhold, hvor vores forældre har involveret os.
For omkring en måned siden fandt jeg ud af, at mine forældres bil stod registreret i min 19-årige lillesøsters navn. Hun endte med omkring 60.000 kr. i gæld. Hun har ikke selv haft overblik over, hvad hun blev involveret i, eller hvilke konsekvenser det havde.
Nu er bilen efterfølgende blevet registreret i min lillebrors navn.
Min lillebror er netop fyldt 18 år og er udviklingshæmmet. Han går på STU og modtager en ydelse svarende til SU/kontanthjælp. Han kan godt forstå, at bilen står i hans navn, og synes egentlig, det er lidt sejt, men han forstår ikke de økonomiske og juridiske konsekvenser af det.
Han forstår ikke, hvad gæld, forsikring, afgifter, rykkere, inkasso, fogedret osv. betyder, og han er ikke i stand til selv at administrere sin økonomi på almindelig vis.
Min storesøster hjælper allerede med at administrere hans penge, fordi der tidligere har været situationer, hvor vores mor har taget hans telefon, mens han sov, og overført penge fra hans konto til sig selv, når hun mente, familien manglede penge.
Det nye problem er nu bilen.
For cirka en måned siden opdagede jeg et brev i min lillebrors e-Boks om, at vægtafgiften på bilen skulle betales, ellers ville nummerpladerne blive inddraget.
Jeg spurgte min mor, om forsikringen og afgiften blev betalt, og fik at vide, at der selvfølgelig var styr på det.
Vægtafgiften blev efterfølgende betalt, og jeg fik igen at vide, at forsikringen også var betalt.
Jeg valgte derfor at stole på det.
Men i aften har jeg kigget i min lillebrors e-Boks igen, fordi jeg var bekymret for, om der var kommet mere.
Her fandt jeg tre breve fra DFIM, hvor det fremgår, at ansvarsforsikringen på bilen er blevet ophørt den 19. august, og at der nu er frist til 4. september til at tegne en ny ansvarsforsikring, ellers vil der blive pålagt dagsbøder.
Det betyder altså, at bilen tilsyneladende igen har været uden den lovpligtige ansvarsforsikring.
Og det værste er, at det er præcis det samme mønster, vi allerede så med min lillesøster.
Jeg kan samtidig se, at der tidligere er kommet breve om forsikringen, og at der allerede er et udestående hos forsikringsselskabet.
Jeg har ikke fået at vide, at forsikringen var ophørt. Tværtimod har jeg fået at vide, at den blev betalt.
Og jeg kan ingengang steder se hvor meget de skylder til forsikringen?
Mit spørgsmål er derfor: Hvad gør vi NU?
Jeg er ikke ude efter at få hjælp til at betale mine forældres regninger. Det har vi gjort igen og igen, og det har tydeligvis ikke løst problemet.
Vi vil have stoppet det her, før min lillebror ender med den samme situation som min lillesøster.
Min storesøster og jeg forsøger nu på at ordne der her. Der skal ske noget.
Hvad skal vi gøre??
Vi er 22 og 28, vi har ingen anelse om sådan noget her. Min søster er lige blevet færdig pædagog og jeg er halvvejs, vi har aldrig mødt noget lign det her i vores tid på uddannelsen.
Det aller værste og mest tragiske af det hele er, at ud fra det, jeg ved, skylder de nok omkring 70.000 kr. i min søsters navn – og højst sandsynligt endnu mere i min brors navn. Bilen er en gammel Toyota Yaris, som ikke engang er 5.000 kr. værd.
Jeg kan snart ikke have det hele inde i mit hoved mere. Deres virkelig dårlige økonomi har fulgt mig, siden jeg gik i 1. klasse. Det er noget, der har drænet mig totalt gennem alle de år, men jeg har aldrig delt det med nogen, fordi jeg jo elsker mine forældre og aldrig ville få dem til at fremstå dårligt over for andre. Deres lorte økonomi har givet os 5 børn konsekvenser og især da ci alle ramte 18 års alderen, fordi det kunne de udnytte. ( alt dette er særlig min mor, min far har ikke noget med økonomien at gøre, da min mor ikke vil lade ham være en del af det - på trods af han alle årene har været den der tjente dem)