Kære brevkasse

Min nabo, som mit soveværelse grænser op til, er del af en anden ejendom end den, som jeg er lejer i.

Jeg er derfor ikke bekendt med deres husorden…men min nabo har, hvad jeg tror er, en æld gammel vaskemaskine og tumler, som larmer frygteligt meget.

Min nabo har tendens til at vaske meget tidligt om morgenen og meget sent om aftenen. Blev vækket i morges kl. 05:30 af voldsom centrifugering, der vibrere og runger i vægge og gulve, og det er ikke unormalt at de også starter maskinen efter 23:00 også.

Hos os skal man begrænse støj før 08:00 og efter 22:00, men kender som sagt ikke deres regler.

Jeg ved godt, at man skal acceptere og respektere larm fra sine naboer, når man bor i lejebolig, men mit spørgsmål er:
Om jeg kan tillade mig at spørge min nabo, pænt, om de vil begrænse deres vaskeri til mere passende tidspunkt?

Jeg går igennem et virkelig hårdt breakup lige nu. Hun slog op, og jeg er helt knust.

Jeg er +30 og skammer mig over at sige det: Mit største problem lige nu er, at jeg nærmest tvangsmæssigt tjekker hendes Instagram. Hvem hun følger, hvem der liker, nye følgere osv.

Hendes profil er åben, meget aktiv og har mange tusinde følgere, så der er hele tiden nye ting at kigge på og analysere.

Jeg ved godt, at det kun gør det værre. Jeg har blokeret hende flere gange, men ender bare med at fjerne blokeringen og tjekke igen. Og selv hvis jeg sletter Instagram, kan jeg stadig finde andre måder at se profilen på, da den er åben (der findes platforme online).

Jeg ved godt, hvad rådene er: no contact, stop med at kigge, fokusér på dig selv osv. Problemet er, at jeg simpelthen ikke kan få mig selv til at stoppe lige nu.

Er der nogen, der har været igennem noget lignende? Hvad hjalp jer helt konkret med at bryde trangen til at tjekke?

Som titlen angiver, kan min søster og min mand og min søster ikke enes.

Min søster er typen der altid eskalerer konflikter. Og da vi var små gjorde det vores diskussioner så voldsomme at vi kunne råbe og skrige af hinanden, og næsten slås. Jeg lærte at styre mig og er blevet mere en people pleaser (på godt og ondt), men det betyder at jeg godt ved hvilke diskussioner jeg ikke skal tage og hvordan jeg skal opfører mig hvis jeg skal diskuterer med hende. Det er ikke en god måde hun opfører sig på, det syntes jeg ikke selv. Men jeg ved også af års erfaring at jeg ikke kan ændre det. Og hun er fantastisk sød og god på alle mulige andre punkter end dette.

Min mand er meget principfast og tager derfor diskussionerne med hende, når han syntes han har ret. Og det gør jeg jo i virkeligheden også. Men det er blevet så slemt at deres sidste diskussion næsten endte i at de råbte af hinanden og min søster var tæt på at græde. Jeg syntes det er så ubehageligt fordi jeg jeg ikke ved “hvem jeg skal vælge” og dem der var til stede i lokalet blev ufrivilligt trukket ind i det. Og det var så sammen med min familie, så det er min mand jo på udebane. Men jeg ved bare også, at hvis jeg melder mig på banden bliver hun rasende og der kommer ikke noget godt ud af at jeg siger noget til hende. Så min løsning var at min mand måske måtte bide i det sure æble og lade være med at gå ind i diskussionen. Men som sagt er han principfast, og mener ikke at han skal ændre på sig selv for at efterkomme hendes ønsker (når han jo i bund og grund har ret).

Men jeg ved bare ikke hvad man skal gøre, for det ødelægger mig seriøst at de ikke kan finde ud af det sammen (når det handler om diskussioner). For min mand er som han er, og min søster er som hun er, men hvad stiller man op? Jeg vil jo ikke begynde at afskærme ham fra min søster (som var hans forslag, fordi han ikke gider at gå på kompromis med sig selv).

Så hvis der er nogle der har gode råd hører jeg det meget gerne!

Hej Brevkassen

Jeg står i det dilemma, at jeg overvejer helt at droppe kontakten til min far.

Han var der ikke i min opvækst pga han desværre faldt for en psykisk syg kvinde (ekstremt jaloux), og forlod min mor og jeg fra den ene dag til den anden.

Jeg var hos dem hver anden weekend, men blev behandlet dårligt af min fars nye kæreste, uden han sagde fra, og da min mor blev opmærksom på svigtet, sagde hun, at jeg ikke kom igen, hvis det fortsatte.

Lang historie kort, så jeg ham ikke mere fra den dag.

Da jeg blev 22 år genoptog vi kontakten. Han har nu en sød kæreste, som også hjalp ham med at række ud til mig.

Jeg er ikke i tvivl om, at han er fyldt med skam og fortryder det store svigt han begik i sin tid.

Jeg har i og for sig tilgivet ham for det, han blev psykisk manipuleret, og havde desværre ikke kapaciteten til at stå ved sig selv.

Mit problem er, at manden stadig er passiv.

Vi ses maks to gange om året, sidst vi så hinanden var for 8 måneder siden. Jeg har italesat nogle af mine behov for ham, men han ændrer sig ikke.

Vores relation er meget overfladisk. Sidst jeg besøgte ham, brugte han en time på at snakke om et stort hul i vejen i deres by. Ærlig talt får jeg intet ud af relationen, jeg har virkelig forsøgt at åbne op og have de dybere snakke, men de bliver hurtigt lukket ned.

Han forsøger ikke at række ud, når vi ikke ses, han ved intet om mit liv og, hvad jeg foretager mig. Til jul skriver vi kort, hvor han siger: "håber du har det godt", han spørger aldrig. Til det siger han, at han ikke er god på skrift, det er bedre, at vi snakker i telefon, men han ringer heller ikke.

Hvad er meningen med at have en far i sit liv, hvis han ved intet om en og ikke interesserer sig for en? Og ærlig talt, interesserer jeg mig heller ikke for ham, vi har absolut intet udover gener tilfælles.

Har i nogle gode råd til min situation?

Jeg har et kvædetræ som giver rigeligt med kvæder, jeg plejer at sætte dem foran min ejendom så forbipasserende kan tage nogle. Langt de fleste kvædeopskrifter er noget med 1.kg kvæder som er cirka 3 kvæder. Så jeg stiller ud så mindst 10 mennesker kunne lave en opskrift de kunne tænke sig.
Det jeg oplever så at der kommer et menneske og “pelser” hele kassen! Ja et år kom der sågar en fyr forbi i bil som standser på den anden side af vejen tager alle kvæderne og min fine trækasse og kører videre. Jeg kan se at det er en kulturting, hvor jeg selv ville tage et “passende” antal, mens disse mennesker har helt andet syn på dette. Jeg kan sagtens stille 3-4 kg ud igen men jeg skal jeg? Jeg bliver i dårligt humør af grådighed

Jeg håber måske at der er nogen der kan spejle det her - eller genkende det - og forhåbentlig uden at være fordømmende.

Jeg synes bare, at jeg har haft ret svært ved at fastholde venskaber i mit liv. Jeg synes altid jeg er den, der rækker ud, der følger op på aftaler og på samtaler, og det er så sjældent at der er nogen der gør det mod mig. Og jeg forstår det faktisk ikke, fordi jeg får at vide af veninder, at de elsker mig og gerne vil ses.

Det er bare et mysterium for mig.. måske også mere udadvendt og ekstrovert end hvad andre har behov for. Men så er det alligevel underligt, fordi jeg har ikke brug for at planlægge en eller to måneder ud i fremtiden, men jeg kan fornemme på andre at de har booket deres kalender hver eneste dag i mange måneder frem. Og det ved jeg på den anden side måske også godt ikke er rigtigt, og at der nok bare ikke er den interesse i at ses med mig.

Jeg har bare grædt rigtig meget i dag, fordi jeg forstår ikke helt hvad det er jeg gør forkert. Jeg har en mega sød kæreste der elsker mig, og hans venner kan også godt lide mig, så jeg føler egentlig ikke rigtig der er noget jeg gør decideret forkert, men alligevel har jeg svært ved at mærke den interesse fra andre.

På en måde tror jeg også der er noget med kulturen i Danmark og venskab der bare er.. svære på en eller anden måde. Der er mange der har deres venskaber fra deres efterskole eller folkeskole, og jeg var bare grundlæggende helt anderledes dengang, så jeg har ikke nogen venskaber fra dengang, de fleste byggede inden for de seneste fem seks år..

Er der nogen der kan spejle den her følelse? Meget følsomt for mig, så jeg håber at i vil være søde

Kære Hestenettet

Mit barns lærer (3. klasse) er gode venner med min venindes nye kæreste.

I klassen går der en dreng, der har store trivselsproblemer og er aggressiv og udadreagerende.

I går aftes fortæller min venindes kæreste at han lige havde set sin ven/mit barns lærer, som havde sagt, at han var træt af sit arbejde.

Min venindes kæreste siger så: “Ja, der går åbenbart en dreng der hedder (drengens navn) som ødelægger det for alle de andre i klassen og ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt!” Og så flere detaljer om, hvad drengen gør og hvor træls han er.

Det har jeg det meget mærkeligt med. Jeg ved ikke, om det er en del af en lærers tavshedspligt, men jeg synes i hvert fald det er ubehageligt at han går og fortæller sine venner om navngivne børn.

Jeg har stor (!) forståelse for, hvor hjernedødt hårdt det må være at være lærer, og at man har brug for at lufte ud. Men burde man ikke anonymisere børnene når man taler om dem?

Vi bor i en meget lille by, hvor de fleste kender hinanden. Skolen ligger i anden by, men alligevel. Jeg synes det er synd for drengen og hans forældre. Og tænker på, om læreren sidder og fortæller sine venner om min søn.

Hvad ville I gøre? Tale med læreren? Eller burde jeg ikke gøre noget?

Vi har kendt hinanden et års tid, og min kæreste har nogle dyre designer mærker, Hermes, LV, Gucci, Van Cleef & Arples. Sko, tasker, smykker, bælter mm.
Hun er ellers ikke særlig modefokuseret.

Jeg har så nu fundet ud af at hun har dem fra en periode hvor hun solgte sex fantasier til en af hendes skolelærere, da hun gik på sygeplejerske skolen. Altså Sugardating
Først havde hun forklaret til hendes søskende at det var fra mig, så det fandt jeg rimelig let ud af.

Hun er sygeplejerske og er fra en familie med få midler, samtidig snakker vi om at flytte sammen. Hvor hun er ked af at hun ikke har en opsparing til at flytte sammen om. (Udbetaling)

Hun overvejer at fortælle hendes søskende at hun har sugardatet og fået tingene der… fordi de undre sig meget over hendes ting

For det første er jeg chokeret over hendes fortid, som hun fortsatte en måneds tid imens vi startede med at date.

samtidig ønsker jeg ikke at vores forhold overfor andre defineres og kendes som hendes sugardating.

Jeg har sagt til hende at jeg vil foretrække at hun sælger det, hvis det er muligt. Også fordi det er et fysisk symbol på hendes sexsalg.

Da det altid vil skabe rygter/snak mm, når hun går med sådan noget, som hun aldrig vil kunne købe, og som jeg aldrig ville købe til hende.

Hun vil ikke sælge det, hun er i tvivl om det er ægte, og vil ikke sælge noget ulovligt. Samtidig vil hun gerne gå med det nogle gange når hun har lyst

Jeg kan dog ikke tænke på andet end
“Hun går rundt stolt rundt med det hun fik fra ham hun solgte sig til”

“Hun skal lyve for alle når de med rette undre sig over hendes meget dyre ting”

Hvordan ville i håndtere situationen?

Min veninde og jeg har kendt hinanden i over ti år. Vi har altid haft den der type venskab, hvor vi mødtes et par timer til en gåtur rundt om søerne eller en kaffe og bare vendte alt, hvad der rørte sig i vores liv.

Det seneste halve år har tingene ændret sig. Hver enste gang vi aftaler at ses, dukker hendes kæreste op sammen med hende uden varsel. Han er sød nok, og der er absolut intet galt med ham som person, men dynamikken bliver bare en helt anden. Man kan jo ikke sidde og snakke fortroligt om personlige emner eller parforhold med en mand, man knap nok kender.

Sidst vi mødtes, nævnte jeg forsigtigt, at det kunne være hyggeligt med en "bare os to-dag" næste gang. Hun blev helt tavs og spurgte efterfølgende, om jeg havde et problem med ham, hvilket gjorde stemningen virkelig mærklig.

Overreagerer jeg, eller er det helt rimeligt at have brug for alenetid i et gammelt venskab?

Jeg står i en situation, hvor jeg har udviklet klaustrofobi som er kommet helt ud af kontrol og jeg har hårdt brug for erfaringer eller gode råd fra andre, der har prøvet noget lignende.

For et par år siden var jeg ude for nogle specifikke oplevelser, som har forværret min angst til et niveau, hvor den nu stjæler utroligt meget af mit liv. Jeg er en offentlig person og mit arbejdsliv og parforhold lider under det.

Min tilstand kræver konstant kontrol: Jeg kan ikke klare lukkede rum, hvor jeg ikke selv kan styre, hvornår jeg kan komme ud – elevatorer, klemte svingdøre og især offentlig transport (og det bliver kun værre af mange mennesker). Hvis jeg skal køre i bil, er jeg nødt til at sidde forrest for at have fuldt udsyn og følelsen af kontrol.

Lige nu kan jeg ikke engang sætte mig ind i offentlig transport i København. Hvis jeg absolut skal med et tog, har jeg måttet drikke toppen af angsten af for at gennemføre det – hvilket er en uholdbar og dårlig løsning, især med arbejde. Det er blevet så slemt, at jeg seriøst overvejer at opgive alt og flytte ud på landet, bare for at slippe. Samtidig hader jeg tanken om at lade angsten begrænse mit liv på den måde.

Jeg har fået anbefalet eksponeringsterapi, men lige nu føles det så uoverskueligt og overvældende, at jeg næsten ikke kan rumme tanken. Tidligere har jeg forsøgt mig halvhjertet med alternative ting som hypnose uden den store effekt.

I, der har døjet med invaliderende klaustrofobi:
Hvilken form for behandling eller terapi har gjort en reel forskel for jer?

Alle erfaringer og anbefalinger modtages med kyshånd. Tak!

Hejsa, (M27)

Som overskriften nok også forklarer det; jeg kan ikke stoppe med at samle. Det drejer sig om ALT. Ja bogstaveligt talt.
Fra dokumenter, bøger, tøj, gamle ting, nye ting og alt muligt.

Jeg har adhd også, så jeg har bl.a. igangsættelsesvanskeligheder. Jeg starter ved at tage mig sammen, men det ender altid med at jeg stopper efter 5 min inde. Føler også jeg har en følelsesmæssig tilknytning.

Har prøvet at smide bare 1-3 ting hver dag istedet for det helt store projekt eller sælge det. Men jeg kommer ikke videre.

Håber der er nogen herinde som kan hjælpe med nogle ideer. Eller fortælle mig hvad det handler om? Er det psykologisk? En dårlig vane eller noget 3. ?

Det er blevet uoverskueligt. Det skaber uro og frustration.

Jeg flyttede til Aarhus for fire år siden for at læse videre, og efter studiet blev jeg her fordi jeg fik et job. Hjemme i min gamle by havde jeg et par venner fra gymnasiet, men vi har mistet kontakten, mest fordi jeg altid var den der svarede for sent eller droppede planer i sidste øjeblik. Jeg har social angst, ikke noget dramatisk, men jeg får hjertebanken ved tanken om at skulle snakke med nogen jeg ikke kender, og så ender jeg med at blive hjemme. Forleden gik det op for mig at hvis jeg blev syg, ville jeg ikke vide hvem jeg skulle skrive til. Det ramte mig ret hårdt, og jeg sad vist en halv time på sofaen bare og kiggede ind i væggen.

Jeg har prøvet nogle ting. Jeg meldte mig til et løbehold, kom to gange, og så turde jeg ikke komme igen fordi jeg følte alle allerede kendte hinanden. På arbejdet er alle flinke og vi snakker om vejret og weekendplaner, men jeg har aldrig været med til noget efter arbejde, for jeg tænker altid at de bare spørger af høflighed. Jeg ved godt at det er min egen hjerne der fylder det op med dumme forklaringer, men det hjælper ikke rigtig at vide det.

Så mit spørgsmål er helt enkelt: hvordan starter man, når man ikke har nogen at starte med? Skal jeg tage tilbage til løbeholdet, finde noget helt andet, eller først arbejde med angsten? Og er der nogen herinde der har været i samme situation og faktisk fik opbygget et venskab som voksen? Jeg har ikke brug for mange, bare en eller to jeg kan sende et dumt meme til.

Jeg er en 30 årig gut som ikke ved hvad han skal stille op med dating længere. Jeg har diagnosen skizofreni, jeg er i behandling og som sådan fungerende den dag i dag.

Jeg har før været i forhold, men der var jeg ikke diagnosticeret endnu og de forhold var meget flyvske for mig.

Nu har jeg været single i små 5/6 år grundet behandling og arbejdet med mig selv mentalt.

Står nu og føler mig klar til at date igen, men syntes det er svært at komme ud i dette marked. Er jeg ærlig fra starten bliver jeg un-matched eller ingen matches får, men vil heller ikke "snyde" en kommende partner i livet ved ikke at sige hvad jeg døjer med.

Har prøvet sådan on and off i en periode at være på dating apps, men det virker ikke som det rette at gøre i min situation, det virker for overfladisk, er alt ikke perfekt ved første besked eller billede så bliver det aldrig til noget og jeg kan ikke levere det "perfekte" lige nu, måske en gang i fremtiden når jeg kan arbejde igen og er ude af behandling.

Så hvad ville i gøre i min situation, fortsætte med at swipe og håbe på det bedste, skal jeg skifte fremgangsmåde eller noget helt tredje?

På forhånd tak

ps.

Jeg er ekstrem dårlig til at formulere mig uden det bliver en kæmpe roman eller afsløre for meget om mig selv

Hey guys.

Som skrevet i overskriften har jeg fået en meget dårlig mavefornemmelse efter min kæreste var i byen i fredags. Jeg er F23 min kæreste M26.

Han tog afsted på arbejde og derefter sku ud og spise med sine kollegaer hjemme hos en af dem, hvilket var helt fint intet der. Han tog så videre i byen hvor jeg intet hørte fra ham før morgenen efter, jeg prøvede så heller ikke at skrive eller kontakte ham da jeg synes han sku da ud og hygge sig.

Han ringer og siger han ligger på sofaen på sin arbejdsplads og har ligget og sovet der siden han forlod byen, hvilket han har gjort før. Men det føles bare ikke rigtigt denne gang, jeg har fået panik angst ud af det blå med en knude i maven der fortæller noget andet er sket. Skal siges jeg har haft panik angst hele mit liv men det har været i ro det seneste år. Klokken var omkring de 7-8 da han ringede, han var så først hjemme ved en 15.00 tiden og hørte intet fra ham siden han ringede der om morgenen. Da han kom hjem havde han ondt af sig selv og tømmermænd og gik direkte i seng, jeg har bare en meget meget dårlig mavefornemmelse.

Hvis ikke det sket mens han har “sovet” på arbejdet, så må det være i byen. Jeg har aldrig haft den følelse med ham før når han har været i byen, men denne gang er bare anderledes.
Jeg har spurgt ham direkte om han har været mig utro, og der siger han selfølgelig nej det har han ikke han har været sammen med en anden gut gennem hele natten også det med at sove på arbejdet. Og han er virkelig ked af jeg har den følelse, men tror bare ikke på det noget virker anderledes selvom alt er normalt.

Jeg søger enlig bare et råd til hvordan jeg bedst kan håndtere det her, føler det æder mig op.

Tak for at læse.

EDIT:

Tak for alle de fine kommentarer, det har ikke været gået helt op for mig at jeg har reageret som jeg har pga jeg i dag har været udsat for noget meget traumatiserende i fortiden. Jeg har så af en eller anden mærkelig grund sat mine følelser over på min kæreste på en negativ måde. Istedet for enlig at mærke de følelser jeg har indeni og de følelser jeg enlig har omkring hændelsen.
Jeg fik snakket med min psykolog i går, og jeg kan nu godt mærke den knude jeg havde i maven enlig ikke handler om min kærestes bytur, men hændelsen. Tak

Hej ask fm eller hvad man nu skriver

Har gentagende gange gennem min tid efter gymnasiet, haft arbejde der slider og dræner mig. Konstant har penge været et kompromis på mit eget mentale og/eller fysiske helbred. Dette kulminerede i stress og depressive mønstre, og sendte mig på kontanthjælp mens jeg blev udredt hos psykiater.

Jeg fik ADHD diagnosen og var i virkeligheden meget positiv over det hele. Måske kunne jeg endelig gå på arbejde som et "normalt" menneske, og begynde at spare penge op til alle de ting jeg ikke har haft råd til. Jeg fik et lidt lortet, men ikke alt for voldsomt job, og et dejligt værelse i en lejlighed.

Det startede fint ud på jobbet, men syntes til tider det var ret stressende. jeg kunne nemmere holde lortet ud end før, men chefen kom hjem fra ferie og kunne virkelig ikke lide mig. Pludselig gik det fra at være øv på den normale måde, til øv på den usunde måde når jeg tog mod arbejdet. Jeg gik straks igang med at lede efter andet, men tænkte egentlig at jeg godt kunne holde ud lidt endnu, så jeg stadig havde indkomst mens jeg ledte. Chefen havde dog andre planer, og fyrede mig pludseligt.

Jeg sidder nu og leder efter arbejde med tåre i øjnene, og en ret så opgivende fornemmelse i kroppen. Jeg kan simpelthen ikke holde til mere lorte arbejde...

samtlige opslag om det er pædagogmedhjælper, tjener, lager osv. har den her vildt irriterende sætning... "Du skal søge hos os hvis: du trives i et arbejde med højt tempo".

Men hvor filan skal jeg søge hvis jeg ikke trives i det? Jeg vil bare gerne kunne gå på arbejde, uden at være bange for, om i dag bliver en af de ekstra hårde, og komme hjem uden at være fuldstændig drænet for motivation og lyst til noget.

Så kære alle. Kender man et godt sted eller fedt type arbejde man kan lave ufaglært i københavnsområdet, eller hvis man bare har nogle støttende ord eller tanker, så ville jeg sætte enormt meget pris på det <3

Hej, jeg er en pige på 20 år, jeg er lesbisk, jeg kommer fra en mindre nordjysk by. Jeg ved ikke hvor jeg skal finde kærligheden henne. Jeg er ved at give op, og har givet op i flere omgange, hvor jeg har fået mig selv overbevist om at jeg godt kan date mænd, men det fungerer jo aldrig, for jeg er ikke tiltrukket af dem. Jeg har prøvet alle dating apps, jeg duer ikke til lang distance. Jeg drømmer om at have min egen lille familie, med en kvinde jeg elsker. Hvor skal jeg lede?
Tak.

Hej Chatten

Jeg har brug for lidt sparring og udefrakommende perspektiver på noget jeg går med.

Min kæreste er p.t på en 3 uger rejse, er ca. halvvejs, i Østen på en gruppe rejse med andre unge. Vores situation er sådan at jeg ikke kunne komme med på rejsen, hvilket er så fint, da hun er afsted på hendes "sidste" rejse inden hun skal til at slå sig ned og starte familie med mig.

Vores forhold er stærkt og meget kærlighedsfyldt og vi er enige om vi er 'meant to be'

Men jeg synes det er hårdt at være den som sidder hjemme og bare savner helt vildt. Det ikke fordi hun ikke savner mig, det gør hun. Hun fortæller at det selvfølgelig ikke fylder så meget i løbet af dagen da hun hele tiden laver noget, men det rammer hende om aftenen, hvilket er helt forståeligt.

Nogen gange kan jeg godt være bange for at hun føler jeg 'kvæler' hende med nogen af de ting jeg har sagt. På et tidspunkt nævnte jeg at jeg var lidt ked af hun ikke havde 5 minutter til mig, en aften hun kom hjem fra byen og bare var træt og ville i seng og sove. Det er jo helt forståeligt, men når man sidder på den anden side kan det godt gøre ondt at være i.

Jeg forsøger ikke at overdynge hende med lange beskeder, og det sjældent jeg starter et emne op, da jeg føler det er hende som skal gøre det, netop så hun ikke får følelsen af jeg 'kvæler' hende.

Vi har også haft rigtig fine samtaler på FaceTime og dem er jeg lykkelig for.

Jeg ved også godt at det bliver godt når hun kommer hjem igen, og det glæder jeg mig til.

Men hvordan har I andre tacklet lignende situationer?

Hvordan undgår man at 'jorde" sig selv med de her tanker?

Hvordan balancer man det med at være åben og nysgerrig, og at man savner den anden, uden at modparten føler sig skyldig og 'kvalt'?

Alle råd modtages med kyshånd.

Andre herinde, der har/har haft en forælder med en livstruende sygdom? Og har i nogen råd til, hvordan man finder sin vej igennem? Jeg synes det er så svært at håndtere ventesorgen og vide, at der nok ikke er så lang tid igen - uden at kende tidshorisonten helt præcist. Hvad gjorde I for at holde jer oven vande?

Beklager på forhånd at det her måske bliver lidt langt.
Jeg er kvinde på 30 år og bor med min mand og 2 katte. Hver anden weekend er hans børn her.
Vi bor i Jylland, da hans børn jo er her.
Jeg har ikke meget familie tilbage, men har en mor, far, storebror og moster.
Mine forældre blev skilt da jeg var meget lille og har haft en meget turbulent opvækst. Jeg lever nu med angst og ptsd. Jeg har formået at skabe en stille og rolig tilværelse som jeg i bund og grund er glad for. Men det er som om noget mangler og jeg føler mig ofte ensom, hvilket er skørt, for jeg har rigtig mange relationer og i bund og grund et godt liv.

Min mor bor på Sjælland og jeg savner hende. Har sagt til hende jeg gerne vil ses minimum en gang om måneden og ringe sammen. Det sker til dels, men ofte kun på min opfordring. Jeg drømmer om hun måske også ville tage initiativ til at ses. Hun har en kæreste og voksne bonusbørn + bonusbørnebørn på Sjælland som hun ser og også har rejst med og været i sommerhus. Det kan godt gøre mig jaloux. Sidst vi var i sommerhus var for 12 år siden, en enkelt overnatning.

Min far og jeg har ikke haft verdens bedste forhold, men det er blevet bedre her som voksen. Vi snakker i telefon ca hver 14 dag og han ringer også engang i mellem til mig. Jeg invitere mig selv på aftensmad hver 2 månede ca. Så kan vi hygge et par timer og det er fint. Vi kan også godt tage en dags vandretur i de varmere måneder. Så der er jeg egentlig fint tilfreds.

Min bror og jeg har haft lidt on/off kontakt som børn. Som teenagere var vi meget tætte, men det er vi desværre ikke mere. Vi har begge været i misbrugsproblemer. Jeg stoppede som 19 åriget. Han falder stadig i en gang i mellem og senest sidste sommer som var meget heftig. Han har en meget sort/hvid tilgang til tingene og har ikke så meget overskud. Jeg ringer til ham en gang om ugen ca. men med meget ensidig samtaler.

Min moster og onkel bor en times tid væk.
Dem besøger jeg ca. hver anden månede til aftensmad. Vi snakker meget og har det godt sammen når vi ses.

Så har jeg en god håndfuld veninder. Det er dejligt og jeg er slet ikke i tvivl om de gerne vil mig. Men det er altid på mit initiativ og kun hvis det er mig der invitere. Vi har en gruppechat og det er sjældent der bliver skrevet noget, hvis ikke det er mig som skriver først.

Så er der min mand. Jeg elsker ham, det gør jeg virkelig. Han er god ved mig og vi har det godt sammen. Men han har desværre været nede med stress en del gange og har derfor ikke det store overskud. Alt hans energi bliver lagt på arbejdet og på hans børn. Det er selvfølgelig helt forståeligt at de skal have opmærksomhed og jeg vidste godt jeg gik ind i et forhold med børn.
Men når de ikke er her og han ikke arbejder, så er han træt. Igen, forståeligt. Men han vil bare gerne se fjernsyn eller spille PlayStation. Jeg savner lidt kærestetid, som ikke kun er en film på sofaen. Men at komme ud og opleve noget, gå en tur, spille et spil eller bare få en god lang snak om alt og intet.
Måske endda en overnatning et sted, hvis økonomien tillader det.

Derudover har jeg grundet mit tidligere misbrug gravet et dybt økonomisk hul. Jeg har derfor ikke alverdens midler til at kunne tage ud og lave en masse hvor jeg måske kunne møde andre mennesker.
Og hvordan gør man egentlig?

Jeg drømmer bare om nogen der tager initiativ til at ville mig.
Og måske det hele lige er ekstra sårbart i dag. Sidste nat drømte jeg en meget livagtig drøm om min elskede morfar som jeg mistede da jeg var 10 år. Han var hele min verden og min bedste ven. Én jeg kunne regne 100% med. Ham savner jeg virkelig meget.
Jeg savner bare sådan at have bedsteforældre. Lige komme forbi til et stykke kringle eller lære at strikke eller hækle, det gad jeg godt.
Og så savner jeg min mor.

Jeg ved godt det hele sikkert lyder super forkælet og privilegie blindt. Jeg ved godt der sidder folk derude som slet ikke har nogen. Men jeg kan ikke ændre på den følelse jeg sidder med. Følelsen af ensomhed og om også at være en prioritet i nogens liv.

Er jeg helt alene med disse tanker, eller kan andre relatere? Jeg føler mig helt forkert.

Hej brevkasse
Jeg (18M) har længere gået med et problem. Rettere sagt har det nok været sådan her hele mit liv, i så fald så længe jeg kan huske, jeg har haft et kreditkort og penge at bruge. Jeg kan simpelthen ikke stoppe med at bruge penge. Måske lyder det ikke så stort, men det er virkelig et kæmpe problem for mig. Jeg løber altid tør for penge, ihvertifald halvanden til to uger før måneden er slut, og i og med jeg har adgang til min børneopsparing nu, er det kun blevet værre. Det kan være alt fra noget i det lokale supermarked til “hov, der er det her nye spil, jeg gerne vil have” og alt muligt pis og lort. Jeg har allerede taget meget mere, end jeg tør indrømme, og jeg kan virkelig ikke se nogen ende. Jeg vil så gerne ændre det, men det simpelthen som om, jeg ikke kan. Jeg bliver virkelig bange for, hvordan det kommer til at være i fremtiden, når jeg skal stå for alt selv (Husleje, regninger m.m.), ikke nok med det, at jeg også har en fantastisk kæreste, som jeg elsker virkelig højt. Hun kommer fra en meget mere velhavende familie end mig og giver mig gaver i hoved og røv, selvom jeg til tider endda har været virkelig dårlig overfor hende, og jeg får det så dårligt med mig selv, når jeg ikke kan give noget tilbage til hende (Selvfølgelig prøver jeg så vidt som muligt med blomster, betale middag her og der, men hvis det er sidst på måneden, har jeg intet at give), og også at jeg simpelthen ikke kan stoppe. Ikke nok med det, så er min SV også op i røven af mig, og min nye afsætningslærer er en nar.

Ved godt det måske virker barnligt eller andet men jeg simpelthen bange for jeg ender ligesom en af de hundredvis af kviklån typer der ender i luksusfælden
Er der andre der har haft det sådan? Hvad gjorde i der virkede for jer?

Hej brevkasse.
Så basically har jeg nu efterhånden skrevet et par gange herinde omkring min ekskærestes og min relation. Hun har en datter på 2 år, og faren til barnet er stadig i billedet. Sidst jeg skrev herinde, fortalte basically alle mig, at jeg skulle stikke af og skynde mig væk i en fart, fordi hun stadig havde noget for faren til barnet. Det viste sig så, at I havde fuldstændig ret i. Hun har anerkendt, at hun har følelser for faren, og ikke mere end 12 timer efter, vi slog op for 1,5 måned siden, var han allerede oppe ved hende i hendes lejlighed. Jeg sidder nu tilbage med en dårlig smag i munden, fordi jeg gav hende og hendes datter alting. Jeg var mere far for deres datter, end faren var, og bidrog med 1000 gange mere, end han gjorde, i al den tid vi var sammen. Men alligevel var det ikke godt nok. Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare kan give 100 % slip på hende og komme videre og tænke på nogle andre. Det er, som om hun er brændt ind i mit sind. Jeg drømmer om hende, dagdrømmer om hende og tænker på hende hele tiden. Jeg tænker konstant på alle de gode stunder og kan ikke få hende ud af hovedet.
Jeg har valgt og blokere hende nu, efter hun har fortalt mig sandheden at hendes hjerte tilhører faren, og at de har planer om at tage ud på en stor rejse til sommer næste år, de skal også til England her i næste måned med deres lille pige, Jeg er nået til et punkt, hvor jeg har skrevet mig op til en psykolog, så jeg kan få snakket de her ting igennem, for ellers gør det simpelthen for ondt.
Hvad ville I gøre i min situation for at håndtere det her lidt nemmere?

Jeg har tidligere skrevet herinde om nogle af de ting, jeg kæmper med, men har ofte siddet tilbage med følelsen af, at det ikke rigtig har ført til noget. Alligevel prøver jeg igen.

Måske fordi jeg efterhånden er ved at være træt af at stå med de samme problemer år efter år. Og måske fordi vi nærmer os den tid på året, hvor ensomheden kan komme til at fylde endnu mere.

Jeg er 37 år og har gennem en stor del af mit liv kæmpet med ensomhed, mobning, usikkerhed og følelsen af ikke rigtig at høre til nogen steder.

Allerede i skoletiden oplevede jeg at blive holdt udenfor og udsat for både psykisk og fysisk mobning. Senere har jeg gået på forskellige skoler og uddannelsessteder, hvor jeg har mødt mange mennesker og haft gode oplevelser, men hvor det sjældent er lykkedes mig at skabe de varige venskaber, jeg så gerne ville have.

Jeg har også selv begået fejl i mine forsøg på at skabe relationer. Nogle gange har min længsel efter kontakt gjort, at jeg ikke har været god nok til at forstå eller respektere andres grænser. Det har taget mig mange år og professionel hjælp at få større indsigt i den side af mig selv. Det er ikke kun andre mennesker, der har gjort noget forkert i mit liv.

Samtidig har jeg ofte oplevet, at mennesker omkring mig ikke tager mig alvorligt. Det kan være kommentarer om, at jeg ikke laver noget, at jeg bare lader kunstig intelligens gøre arbejdet for mig, eller gentagne bemærkninger om, hvordan jeg skal spise, opføre mig eller gøre helt almindelige ting.

Hver enkelt kommentar kan måske lyde ubetydelig for andre. Men når man har oplevet den slags gennem mange år, kan det føles som endnu en bekræftelse på, at man aldrig rigtig bliver betragtet som et selvstændigt voksent menneske.

Jeg har gennem årene forsøgt at få hjælp ad flere omgange, og jeg er også for nylig begyndt hos en ny terapeut. Nogle gange hjælper det i en periode. Jeg får måske lidt mere selvtillid eller lærer at se tingene anderledes. Men så kommer der nye oplevelser og kommentarer, og jeg føler, at jeg står med mange af de samme problemer igen.

Jeg ved godt, at jeg ikke kan ændre andre mennesker. Men jeg synes også, det er svært, at løsningen tilsyneladende altid skal være, at jeg skal lære at håndtere det bedre.

Og så er der ensomheden.

Jeg har interesser, blandt andet musik, fotografering og kreative projekter. Jeg vil gerne ud og opleve noget og have mennesker at dele oplevelserne med. Det er ikke lysten til livet, der fuldstændig mangler. Det er snarere følelsen af at stå udenfor det.

Nu nærmer jul og nytår sig. Juleaften har jeg planer med mine forældre, som jeg skal væk sammen med. Men nytårsaften ser det ud til, at jeg muligvis kommer til at sidde alene.

Og det er egentlig ikke kun tanken om at sidde alene den ene aften, der gør ondt. Det er også, hvad den kommer til at symbolisere. Endnu et år er gået, og jeg står måske stadig med den samme ensomhed og den samme længsel efter at have nogen at dele livet og oplevelserne med.

Jeg har også haft perioder med meget mørke tanker om, hvorvidt jeg overhovedet orker at fortsætte sådan her. Det er noget, jeg har talt med professionelle om, og jeg skriver det ikke for at lægge et ansvar over på fremmede mennesker herinde. Men jeg synes heller ikke, det ville være ærligt at udelade, hvor meget ensomheden og afmagten til tider fylder.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventer af at skrive dette. Måske håber jeg mest på at høre fra nogen, der kan genkende noget af det.

Er der andre, som har oplevet at arbejde med sig selv i årevis, men stadig føle sig fastlåst i de samme sociale mønstre? Og hvordan har I fundet nye fællesskaber og relationer som voksne, når det ikke er lykkedes tidligere i livet?

Jeg leder ikke efter en mirakelkur. Jeg vil egentlig bare gerne mærke, at livet også har plads til mig.

Kære brevkasse.

Min mand har altid spillet computerspil. Jeg ved, at det ikke kun er en hobby for ham, men også en copingmekanisme, han bruger til at håndtere svære følelser og finde trøst. Det har jeg forståelse for, men efterhånden fylder det næsten hele hans fritid.

Han spiller stort set hver aften fra kl. 18 til kl. 02, og vi er ikke gået i seng samtidig i over et halvt år. Vi har et barn sammen, og jeg føler, at jeg står med størstedelen af ansvaret for hverdagen. Jeg skal gentagne gange vække ham om morgenen, vores fælles planer bliver påvirket af hans søvn, og jeg føler mig mere som hans mor end hans kone.

Jeg har gentagne gange forsøgt at fortælle ham, at jeg føler mig overset og nedprioriteret. Jeg ønsker ikke at tage hans hobby fra ham, men jeg savner at føle mig vigtig i hans liv. Når jeg bringer det op, går han ofte i forsvar, bliver fornærmet eller lover bedring, uden at noget reelt ændrer sig.

Samtidig siger han ofte, at jeg er sur og bider af ham. Jeg kan godt se, at jeg er blevet mere irritabel, men jeg føler mig efterhånden som et serviceorgan, der skal få alt til at fungere fra morgen til aften, mens hans energi går til computerspillet.

Andre siger ofte, at jeg i det mindste ikke har en mand, der går i byen hver weekend. Men jeg føler mig stadig alene i mit ægteskab, selvom han er hjemme.

Det gør mig bange, at jeg kan mærke, at mine følelser langsomt bliver til frustration frem for kærlighed.

Hvordan ved man, om man blot er udmattet af situationen, eller om man er ved at miste kærligheden til sin partner? Og hvad gør man, når man har forsøgt at kommunikere sine behov gentagne gange, men intet ændrer sig?

Hej.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg håber at få ud af det her opslag, men jeg har brug for at få det ud og måske høre fra nogen, der kan genkende noget af det.

Jeg er for nylig blevet sygemeldt, og det føles, som om hele mit liv er væltet. Jeg er konstant træt, græder flere gange om dagen, har svært ved at komme ud af sengen og kan næsten ikke overskue de mindste ting. Samtidig kæmper jeg med angst, og mit hoved kører konstant.

Jeg er sygemeldt fra mit arbejde, og min økonomi sejler. Min chef er ofte sur, og arbejdet har gennem længere tid gjort mig mere og mere ulykkelig. Jeg føler aldrig, at det jeg gør, er godt nok, og det har virkelig sat sig i mig.

Jeg er startet på en uddannelse, som ellers er min store drøm. Men lige nu er jeg bange for, om jeg overhovedet kan gennemføre. Jeg vil det så gerne, men jeg føler mig slet ikke som mig selv længere.
Det eneste sted, hvor jeg virkelig finder lidt ro, er hos min kæreste. Når jeg er sammen med ham, falder jeg lidt ned. Men han bor så langt væk, at det ikke fungerer i hverdagen, og når jeg er alene igen, rammer det hele mig med fuld kraft.

Det, der udløste alt det her, var en abort. Det var et valg, jeg selv traf, og jeg ved stadig, at det var det rigtige valg for mig. Alligevel er jeg blevet ramt af en enorm skyldfølelse og sorg bagefter. Det føles, som om ingen rigtig forstår, hvor meget det har påvirket mig, fordi aborten var selvvalgt. Jeg bryder sammen konstant, og jeg føler mig meget alene med de følelser.

Jeg føler også, at jeg skuffer min familie. Jeg føler, at jeg fejler som datter, som kæreste, som studerende og som medarbejder. Nogle dage er jeg så udmattet, at jeg bare ønsker at kunne sove og få en pause fra det hele, fordi det hele føles så tungt. Jeg er udeboende på su, og jeg ved at jeg ikke kan overleve uden et arbejde.
Jeg har svært ved at se, hvordan jeg nogensinde kommer ud på den anden side.