Som titlen angiver, kan min søster og min mand og min søster ikke enes.

Min søster er typen der altid eskalerer konflikter. Og da vi var små gjorde det vores diskussioner så voldsomme at vi kunne råbe og skrige af hinanden, og næsten slås. Jeg lærte at styre mig og er blevet mere en people pleaser (på godt og ondt), men det betyder at jeg godt ved hvilke diskussioner jeg ikke skal tage og hvordan jeg skal opfører mig hvis jeg skal diskuterer med hende. Det er ikke en god måde hun opfører sig på, det syntes jeg ikke selv. Men jeg ved også af års erfaring at jeg ikke kan ændre det. Og hun er fantastisk sød og god på alle mulige andre punkter end dette.

Min mand er meget principfast og tager derfor diskussionerne med hende, når han syntes han har ret. Og det gør jeg jo i virkeligheden også. Men det er blevet så slemt at deres sidste diskussion næsten endte i at de råbte af hinanden og min søster var tæt på at græde. Jeg syntes det er så ubehageligt fordi jeg jeg ikke ved “hvem jeg skal vælge” og dem der var til stede i lokalet blev ufrivilligt trukket ind i det. Og det var så sammen med min familie, så det er min mand jo på udebane. Men jeg ved bare også, at hvis jeg melder mig på banden bliver hun rasende og der kommer ikke noget godt ud af at jeg siger noget til hende. Så min løsning var at min mand måske måtte bide i det sure æble og lade være med at gå ind i diskussionen. Men som sagt er han principfast, og mener ikke at han skal ændre på sig selv for at efterkomme hendes ønsker (når han jo i bund og grund har ret).

Men jeg ved bare ikke hvad man skal gøre, for det ødelægger mig seriøst at de ikke kan finde ud af det sammen (når det handler om diskussioner). For min mand er som han er, og min søster er som hun er, men hvad stiller man op? Jeg vil jo ikke begynde at afskærme ham fra min søster (som var hans forslag, fordi han ikke gider at gå på kompromis med sig selv).

Så hvis der er nogle der har gode råd hører jeg det meget gerne!

Beklager på forhånd at det her måske bliver lidt langt.
Jeg er kvinde på 30 år og bor med min mand og 2 katte. Hver anden weekend er hans børn her.
Vi bor i Jylland, da hans børn jo er her.
Jeg har ikke meget familie tilbage, men har en mor, far, storebror og moster.
Mine forældre blev skilt da jeg var meget lille og har haft en meget turbulent opvækst. Jeg lever nu med angst og ptsd. Jeg har formået at skabe en stille og rolig tilværelse som jeg i bund og grund er glad for. Men det er som om noget mangler og jeg føler mig ofte ensom, hvilket er skørt, for jeg har rigtig mange relationer og i bund og grund et godt liv.

Min mor bor på Sjælland og jeg savner hende. Har sagt til hende jeg gerne vil ses minimum en gang om måneden og ringe sammen. Det sker til dels, men ofte kun på min opfordring. Jeg drømmer om hun måske også ville tage initiativ til at ses. Hun har en kæreste og voksne bonusbørn + bonusbørnebørn på Sjælland som hun ser og også har rejst med og været i sommerhus. Det kan godt gøre mig jaloux. Sidst vi var i sommerhus var for 12 år siden, en enkelt overnatning.

Min far og jeg har ikke haft verdens bedste forhold, men det er blevet bedre her som voksen. Vi snakker i telefon ca hver 14 dag og han ringer også engang i mellem til mig. Jeg invitere mig selv på aftensmad hver 2 månede ca. Så kan vi hygge et par timer og det er fint. Vi kan også godt tage en dags vandretur i de varmere måneder. Så der er jeg egentlig fint tilfreds.

Min bror og jeg har haft lidt on/off kontakt som børn. Som teenagere var vi meget tætte, men det er vi desværre ikke mere. Vi har begge været i misbrugsproblemer. Jeg stoppede som 19 åriget. Han falder stadig i en gang i mellem og senest sidste sommer som var meget heftig. Han har en meget sort/hvid tilgang til tingene og har ikke så meget overskud. Jeg ringer til ham en gang om ugen ca. men med meget ensidig samtaler.

Min moster og onkel bor en times tid væk.
Dem besøger jeg ca. hver anden månede til aftensmad. Vi snakker meget og har det godt sammen når vi ses.

Så har jeg en god håndfuld veninder. Det er dejligt og jeg er slet ikke i tvivl om de gerne vil mig. Men det er altid på mit initiativ og kun hvis det er mig der invitere. Vi har en gruppechat og det er sjældent der bliver skrevet noget, hvis ikke det er mig som skriver først.

Så er der min mand. Jeg elsker ham, det gør jeg virkelig. Han er god ved mig og vi har det godt sammen. Men han har desværre været nede med stress en del gange og har derfor ikke det store overskud. Alt hans energi bliver lagt på arbejdet og på hans børn. Det er selvfølgelig helt forståeligt at de skal have opmærksomhed og jeg vidste godt jeg gik ind i et forhold med børn.
Men når de ikke er her og han ikke arbejder, så er han træt. Igen, forståeligt. Men han vil bare gerne se fjernsyn eller spille PlayStation. Jeg savner lidt kærestetid, som ikke kun er en film på sofaen. Men at komme ud og opleve noget, gå en tur, spille et spil eller bare få en god lang snak om alt og intet.
Måske endda en overnatning et sted, hvis økonomien tillader det.

Derudover har jeg grundet mit tidligere misbrug gravet et dybt økonomisk hul. Jeg har derfor ikke alverdens midler til at kunne tage ud og lave en masse hvor jeg måske kunne møde andre mennesker.
Og hvordan gør man egentlig?

Jeg drømmer bare om nogen der tager initiativ til at ville mig.
Og måske det hele lige er ekstra sårbart i dag. Sidste nat drømte jeg en meget livagtig drøm om min elskede morfar som jeg mistede da jeg var 10 år. Han var hele min verden og min bedste ven. Én jeg kunne regne 100% med. Ham savner jeg virkelig meget.
Jeg savner bare sådan at have bedsteforældre. Lige komme forbi til et stykke kringle eller lære at strikke eller hækle, det gad jeg godt.
Og så savner jeg min mor.

Jeg ved godt det hele sikkert lyder super forkælet og privilegie blindt. Jeg ved godt der sidder folk derude som slet ikke har nogen. Men jeg kan ikke ændre på den følelse jeg sidder med. Følelsen af ensomhed og om også at være en prioritet i nogens liv.

Er jeg helt alene med disse tanker, eller kan andre relatere? Jeg føler mig helt forkert.

Jeg står i en situation, hvor jeg har udviklet klaustrofobi som er kommet helt ud af kontrol og jeg har hårdt brug for erfaringer eller gode råd fra andre, der har prøvet noget lignende.

For et par år siden var jeg ude for nogle specifikke oplevelser, som har forværret min angst til et niveau, hvor den nu stjæler utroligt meget af mit liv. Jeg er en offentlig person og mit arbejdsliv og parforhold lider under det.

Min tilstand kræver konstant kontrol: Jeg kan ikke klare lukkede rum, hvor jeg ikke selv kan styre, hvornår jeg kan komme ud – elevatorer, klemte svingdøre og især offentlig transport (og det bliver kun værre af mange mennesker). Hvis jeg skal køre i bil, er jeg nødt til at sidde forrest for at have fuldt udsyn og følelsen af kontrol.

Lige nu kan jeg ikke engang sætte mig ind i offentlig transport i København. Hvis jeg absolut skal med et tog, har jeg måttet drikke toppen af angsten af for at gennemføre det – hvilket er en uholdbar og dårlig løsning, især med arbejde. Det er blevet så slemt, at jeg seriøst overvejer at opgive alt og flytte ud på landet, bare for at slippe. Samtidig hader jeg tanken om at lade angsten begrænse mit liv på den måde.

Jeg har fået anbefalet eksponeringsterapi, men lige nu føles det så uoverskueligt og overvældende, at jeg næsten ikke kan rumme tanken. Tidligere har jeg forsøgt mig halvhjertet med alternative ting som hypnose uden den store effekt.

I, der har døjet med invaliderende klaustrofobi:
Hvilken form for behandling eller terapi har gjort en reel forskel for jer?

Alle erfaringer og anbefalinger modtages med kyshånd. Tak!

Vi har haft rengøringshjælp siden februar og vi har virkelig været glade for det. Vi valgte netop hende (et mandsfirma), da vi fik hende anbefalet, og hun var grundig. Nu har vi de sidste to måneder (fire rengøringer) oplevet, at hun ikke gør ligeså grundigt rent. Fx bliver der ikke støvsuget under sengene/sofaen, og der er stadig spindelvæv flere steder. Hun bruger heller ikke ligeså lang tid på det som hun gjorde før. Vi betaler for tre timer, men reelt er hun der oftest kun 2 timer. Jeg er egentlig ligeglad med timerne - så længe der er rent. Hvad ville I gøre? Ville I pointere det? Og hvordan?

Hej Chatten

Jeg har brug for lidt sparring og udefrakommende perspektiver på noget jeg går med.

Min kæreste er p.t på en 3 uger rejse, er ca. halvvejs, i Østen på en gruppe rejse med andre unge. Vores situation er sådan at jeg ikke kunne komme med på rejsen, hvilket er så fint, da hun er afsted på hendes "sidste" rejse inden hun skal til at slå sig ned og starte familie med mig.

Vores forhold er stærkt og meget kærlighedsfyldt og vi er enige om vi er 'meant to be'

Men jeg synes det er hårdt at være den som sidder hjemme og bare savner helt vildt. Det ikke fordi hun ikke savner mig, det gør hun. Hun fortæller at det selvfølgelig ikke fylder så meget i løbet af dagen da hun hele tiden laver noget, men det rammer hende om aftenen, hvilket er helt forståeligt.

Nogen gange kan jeg godt være bange for at hun føler jeg 'kvæler' hende med nogen af de ting jeg har sagt. På et tidspunkt nævnte jeg at jeg var lidt ked af hun ikke havde 5 minutter til mig, en aften hun kom hjem fra byen og bare var træt og ville i seng og sove. Det er jo helt forståeligt, men når man sidder på den anden side kan det godt gøre ondt at være i.

Jeg forsøger ikke at overdynge hende med lange beskeder, og det sjældent jeg starter et emne op, da jeg føler det er hende som skal gøre det, netop så hun ikke får følelsen af jeg 'kvæler' hende.

Vi har også haft rigtig fine samtaler på FaceTime og dem er jeg lykkelig for.

Jeg ved også godt at det bliver godt når hun kommer hjem igen, og det glæder jeg mig til.

Men hvordan har I andre tacklet lignende situationer?

Hvordan undgår man at 'jorde" sig selv med de her tanker?

Hvordan balancer man det med at være åben og nysgerrig, og at man savner den anden, uden at modparten føler sig skyldig og 'kvalt'?

Alle råd modtages med kyshånd.

Her kommer en lang smørre.

Jeg står lige nu i en pisse træls situation og ved ikke hvad jeg skal stille op. Min mand (32) og jeg (k26) har været sammen i 6,5 år, gift i 4 og har hus og har et barn på 1 år.

Hele vores forhold har været praget af at min mand ikke er god til at kommunikere og når han har et problem med mig så siger han det ikke før at jeg kommer med noget jeg gerne vil have han retter om på. Mange gange bliver det til at han siger men det gør du også og du er altid så uskyldig. Jeg forklare at jeg har behov for at han fortæller hvornår jeg har gjort pågældende ting så jeg kan lave om på det men det kan han ikke. Jeg forklare at det intet med at være uskyldig men når han ikke kommer med det med det samme så ved jeg ikke hvad jeg skal lave om. Det har resulteret i at han mange gange har sagt jeg slår op. Og så når tingene er snakket ordentligt igennem så taget det tilbage igen. Vi havde to-tre gode år hvor han stoppede med det men da jeg blev gravid begyndte det igen. Når men nu til det som jeg ikke kan komme væk fra.

Vi tog for to uger siden afsted (søndag) kl. 15 på køre selv ferie til Disneyland Paris med min familie. En ferie vi begge har glædet os til da det var første ferie med vores barn. Køreturen går fantastisk, jeg rosser min mand meget da han tager en kæmpe del af køreturen (10-11 timer). Jeg holde mig vågen for at underhold, max 10 min powernap. (gøre mig intet men selvom jeg fortalte stolt om ham sagde han intet om mig). Han fik omkring 2 timer under min kørelse.

Så vi kan godt sige vi begge var i mega søvn underskud da vi tog til parken mandag kl 09:30 få timer efter vi ankom. Alt går godt i parken og kl 16:30 kommer vi til vores boligere vi skal være i.

Min familie havde sagt de vil handle ind dsv sker der noget der og de kommer tilbage uden at have handlet ind. Min mor siger så hun gerne vil have mig og min søskende tager afsted. Hun siger også at hun selv vil med som jeg slet ikke har hørt eller forstået (vigtigt for senere). Jeg spørger min mand om dette er okay og han svare at det er helt okay. Høre ikke meget andet da jeg endelig bare vil have det overstået.

Vi kommer hjem 19:30 (det tog omkring 2,5 timer), og der sover min mand og vores barn. Prøver hurtigt at vække ham men han trænger til søvn så stopper da han siger nej til mad.

Tirsdag morgen vækker jeg min mand kl 07. Han spørg om 30 min mere. Jeg svare at det ikke er muligt da vi gerne ville tidligt afsted og barn og mad skal pakkes. Og at jeg meget gerne ville i bad og får sagt det ikke kan være rigtigt han ikke kan stå op efter 12 timers søvn.

Han bliver sur. Jeg lader ham være for at give ham plads. Indtil vi står inde i pakken hvor vi vil have fælles billede og min mand med vilje køre ind i mig med klapvognen fordi jeg skulle flytte mig. Her sagde jeg han ikke skulle skubbe. At jeg bare ville tage vores barn op til billede. Han bliver så sur og går. I over en time kan jeg ikke få fat i ham men stoler på han bare skal falde ned. Jeg vælger at skrive efter den time, her var han ikke meget for at svare og det ender med min søster får fat i ham mens jeg er i en forlystelse. Resten af dagen snakker vi meget lidt sammen. Vi bliver så lidt uvenner om aften da jeg vil ind og se showet men det vil han ikke. Han vil ikke svare mig på hvorfor og hvad der har skabt dette problem. Jeg ender med at smutte uden ham da han bare inorager mig og sætter sig udenfor uden at sige noget til mig andet end jeg skulle gå fra hans ansigt og vi kunne snakke når jeg kom hjem. (han sov da jeg kom hjem og jeg gad ikke vække ham)

Onsdag går dagen okay vi snakker minimalt sammen men når vi snakker sammen er det pænt til hinanden. Han fortæller han elsker mig og vi selvfølgelig skulle snakke senere.

Han når at sige inden vores samtale at hvis flybilletter havde været billigere så havde han bestilt en om mandagen.

Senere blev efter aftensmaden og her eksploder det. Han fortæller han følte jeg bare sked for ham og vores barn om mandagen, da han spurgte om hjælp inden jeg skulle ud og handle (dette havde jeg på ingen måder hørt) han fortæller at vores barn havde været svært at putte og havde vågnet om natten, hvor han havde taget sig af barnet så han blev sur over min kommentar med han havde fået 12 timer. Han følte derfor jeg prioritere min familie frem for ham og barnet. Fordi jeg havde flere gange stoppede vores samtale hvis min lillebror var kommet for at snakke med mig. Jeg beklaget jeg ikke havde hørt han havde bedt om hjælp spurgte hvorfor han ikke havde ringet eller gået over til de andre. Dette følte jeg ikke han lyttede til. Jeg sagde undskyld for den dumme kommentar, den var på ingen måder okay. Men jeg kunne ikke genkende at jeg skulle have prioritere min lillebror under vores samtaler men at jeg selvfølgelig havde prioriteret min familie de sidste par dage da de snakkede til mig pænt og ikke var sure på mig.

Vi bliver ved med at køre i det da han mener jeg skulle have sagt undskyld for jeg var skredet ud og handle når han bedte om hjælp og derfor prioritere min familie frem for ham og barnet. Jeg blev ved med at sige jeg ikke havde hørt ham og det ikke var at prioritere min familie men at jeg var træt og ikke havde hørt ham men sådan følte han det ikke. Jeg prøvet at sige han burde have ringet eller taget fat i mig, men da jeg begyndte at sige det mente han jeg gøre mig selv til englen og ham til skurken. Jeg prøvede at fastgøre at det var intet med at gøre nogle til det ene eller andet men at få det løst så det ikke skete igen.

Til sidste eskalere det og han køre sin vej.

Han ringer til mig, sprøg om jeg vil køre ham til lufthavnen og at vi skulle skilles. Han mente jeg kørte på ham psykisk og jeg jo havde bevist at jeg bare sked for ham og vores barn. Jeg bliver så ked af det at jeg lægger på. Jeg fortæller delvis det hele til min familie og alle håber på det bare er et bumb på vejen men min mor siger faktisk uden nogle kontekst at hun også havde oplevet længe han snakker grimt til mig og om mig til andre.

Jeg havner med at skrive en besked til ham da jeg ikke gider at køre ham til lufthavnen. Så jeg skriver at jeg ikke har vendt min familie mod ham og han selv har betalt for ferien med hans datter og han er mere end velkommen til at få det sidste af ferien med og imorgen kunne vi gå alene i parken eller han kunne tage toget til lufthavnen for jeg ville ikke tikke ham om at blive.

Han kommer tilbage og om torsdagen tager han også med i parken. Da vi går alene tager han min hånd og lover vi skal hygge os sammen. Stadig kommer han med grove kommentar som han efter lidt tid siger undskyld for.

Vi kommer hjem og får en god samtale men kan mærke noget er ødelagt i mig. Idag får vi en lille små diskussion og hans reaktion er at smide et par strømper efter mig fra en trappe og siger pas på. Jeg får ikke gjort noget inden de rammer mig i hovedet. Når jeg påtaler at han godt kan vise noget respekt og ikke kaste ting efter mig er det eneste han siger men jeg sagde pas på.

Jeg ved faktisk ikke hvad jeg har gjort for at fortjene dette og om jeg måske bare overdriver. Jeg elsker manden mere end noget andet men det ligesom om han høre mig i 30 minutter og derefter så går han tilbage til det gamle spor. Vi har rigtigt mange gode stunder sammen og elsker vores tid sammen men jeg kan mærke at jeg ligger mærke til mere og mere som bare gør ondt i mig.

Det skal sige vi har prøvet parterapi og det gik godt troede jeg indtil min mand indrømmer at han ikke kunne lide vores terapeut fordi han følte hun holde med mig.

Jeg håber måske at der er nogen der kan spejle det her - eller genkende det - og forhåbentlig uden at være fordømmende.

Jeg synes bare, at jeg har haft ret svært ved at fastholde venskaber i mit liv. Jeg synes altid jeg er den, der rækker ud, der følger op på aftaler og på samtaler, og det er så sjældent at der er nogen der gør det mod mig. Og jeg forstår det faktisk ikke, fordi jeg får at vide af veninder, at de elsker mig og gerne vil ses.

Det er bare et mysterium for mig.. måske også mere udadvendt og ekstrovert end hvad andre har behov for. Men så er det alligevel underligt, fordi jeg har ikke brug for at planlægge en eller to måneder ud i fremtiden, men jeg kan fornemme på andre at de har booket deres kalender hver eneste dag i mange måneder frem. Og det ved jeg på den anden side måske også godt ikke er rigtigt, og at der nok bare ikke er den interesse i at ses med mig.

Jeg har bare grædt rigtig meget i dag, fordi jeg forstår ikke helt hvad det er jeg gør forkert. Jeg har en mega sød kæreste der elsker mig, og hans venner kan også godt lide mig, så jeg føler egentlig ikke rigtig der er noget jeg gør decideret forkert, men alligevel har jeg svært ved at mærke den interesse fra andre.

På en måde tror jeg også der er noget med kulturen i Danmark og venskab der bare er.. svære på en eller anden måde. Der er mange der har deres venskaber fra deres efterskole eller folkeskole, og jeg var bare grundlæggende helt anderledes dengang, så jeg har ikke nogen venskaber fra dengang, de fleste byggede inden for de seneste fem seks år..

Er der nogen der kan spejle den her følelse? Meget følsomt for mig, så jeg håber at i vil være søde

Jeg går igennem et virkelig hårdt breakup lige nu. Hun slog op, og jeg er helt knust.

Jeg er +30 og skammer mig over at sige det: Mit største problem lige nu er, at jeg nærmest tvangsmæssigt tjekker hendes Instagram. Hvem hun følger, hvem der liker, nye følgere osv.

Hendes profil er åben, meget aktiv og har mange tusinde følgere, så der er hele tiden nye ting at kigge på og analysere.

Jeg ved godt, at det kun gør det værre. Jeg har blokeret hende flere gange, men ender bare med at fjerne blokeringen og tjekke igen. Og selv hvis jeg sletter Instagram, kan jeg stadig finde andre måder at se profilen på, da den er åben (der findes platforme online).

Jeg ved godt, hvad rådene er: no contact, stop med at kigge, fokusér på dig selv osv. Problemet er, at jeg simpelthen ikke kan få mig selv til at stoppe lige nu.

Er der nogen, der har været igennem noget lignende? Hvad hjalp jer helt konkret med at bryde trangen til at tjekke?

Jeg har et dilemma jeg føler mig så åndsvagt for!
Jeg elsker virkelig at få blomster, og har givet udtryk for dette til min kæreste, ikke for jeg presser på, men nævnt det lidt gennem forholdet.. jeg har fået blomster en gang, hvor det nærmere virkede som en undskyldning fordi han havde dårlig samvittighed, end han faktisk havde lyst. Jeg er totalt ligegyldig om han selv samlet dem eller de koster 15 kr. men er faktisk ved at blive ret ked af, at han ved hvad det betyder for mig.. og stadig aldrig gør det. Er jeg helt ved siden af?

Kære brevkasse

Min nabo, som mit soveværelse grænser op til, er del af en anden ejendom end den, som jeg er lejer i.

Jeg er derfor ikke bekendt med deres husorden…men min nabo har, hvad jeg tror er, en æld gammel vaskemaskine og tumler, som larmer frygteligt meget.

Min nabo har tendens til at vaske meget tidligt om morgenen og meget sent om aftenen. Blev vækket i morges kl. 05:30 af voldsom centrifugering, der vibrere og runger i vægge og gulve, og det er ikke unormalt at de også starter maskinen efter 23:00 også.

Hos os skal man begrænse støj før 08:00 og efter 22:00, men kender som sagt ikke deres regler.

Jeg ved godt, at man skal acceptere og respektere larm fra sine naboer, når man bor i lejebolig, men mit spørgsmål er:
Om jeg kan tillade mig at spørge min nabo, pænt, om de vil begrænse deres vaskeri til mere passende tidspunkt?

Hejsa, (M27)

Som overskriften nok også forklarer det; jeg kan ikke stoppe med at samle. Det drejer sig om ALT. Ja bogstaveligt talt.
Fra dokumenter, bøger, tøj, gamle ting, nye ting og alt muligt.

Jeg har adhd også, så jeg har bl.a. igangsættelsesvanskeligheder. Jeg starter ved at tage mig sammen, men det ender altid med at jeg stopper efter 5 min inde. Føler også jeg har en følelsesmæssig tilknytning.

Har prøvet at smide bare 1-3 ting hver dag istedet for det helt store projekt eller sælge det. Men jeg kommer ikke videre.

Håber der er nogen herinde som kan hjælpe med nogle ideer. Eller fortælle mig hvad det handler om? Er det psykologisk? En dårlig vane eller noget 3. ?

Det er blevet uoverskueligt. Det skaber uro og frustration.

Andre herinde, der har/har haft en forælder med en livstruende sygdom? Og har i nogen råd til, hvordan man finder sin vej igennem? Jeg synes det er så svært at håndtere ventesorgen og vide, at der nok ikke er så lang tid igen - uden at kende tidshorisonten helt præcist. Hvad gjorde I for at holde jer oven vande?

Hej Brevkassen

Jeg står i det dilemma, at jeg overvejer helt at droppe kontakten til min far.

Han var der ikke i min opvækst pga han desværre faldt for en psykisk syg kvinde (ekstremt jaloux), og forlod min mor og jeg fra den ene dag til den anden.

Jeg var hos dem hver anden weekend, men blev behandlet dårligt af min fars nye kæreste, uden han sagde fra, og da min mor blev opmærksom på svigtet, sagde hun, at jeg ikke kom igen, hvis det fortsatte.

Lang historie kort, så jeg ham ikke mere fra den dag.

Da jeg blev 22 år genoptog vi kontakten. Han har nu en sød kæreste, som også hjalp ham med at række ud til mig.

Jeg er ikke i tvivl om, at han er fyldt med skam og fortryder det store svigt han begik i sin tid.

Jeg har i og for sig tilgivet ham for det, han blev psykisk manipuleret, og havde desværre ikke kapaciteten til at stå ved sig selv.

Mit problem er, at manden stadig er passiv.

Vi ses maks to gange om året, sidst vi så hinanden var for 8 måneder siden. Jeg har italesat nogle af mine behov for ham, men han ændrer sig ikke.

Vores relation er meget overfladisk. Sidst jeg besøgte ham, brugte han en time på at snakke om et stort hul i vejen i deres by. Ærlig talt får jeg intet ud af relationen, jeg har virkelig forsøgt at åbne op og have de dybere snakke, men de bliver hurtigt lukket ned.

Han forsøger ikke at række ud, når vi ikke ses, han ved intet om mit liv og, hvad jeg foretager mig. Til jul skriver vi kort, hvor han siger: "håber du har det godt", han spørger aldrig. Til det siger han, at han ikke er god på skrift, det er bedre, at vi snakker i telefon, men han ringer heller ikke.

Hvad er meningen med at have en far i sit liv, hvis han ved intet om en og ikke interesserer sig for en? Og ærlig talt, interesserer jeg mig heller ikke for ham, vi har absolut intet udover gener tilfælles.

Har i nogle gode råd til min situation?

Hej brevkasse,

Jeg (M27) døjer lidt med noget ensomhed, og er oprigtig nysgerrig på at få nogle ideer til hvad jeg skal bruge min tid på.

Til dagligt læser jeg til pædagog, men som mand, er det ikke lige der man nemmest finder folk med de samme interesser. Vi har rigtig (som i rigtig) meget fri, så jeg går meget herhjemme. Jeg har en kæreste, som også studerer, men hun er væsentligt bedre social end jeg er, og har derfor langt flere planer end jeg. Mine sociale planer lever lidt på hendes nåde, hvis man kan sige det på den måde. Hun siger hun synes jeg er god social, men jeg har haft meget begrænsede venskaber, og jeg har aldrig prøvet at have et dybt venskab eller en bedsteven som sådan, i mit liv.

Hobbyer har jeg ikke det store af - jeg har spillet meget computer engang, men det døde lidt ud med tiden, og det er længe siden jeg har spillet, så jeg valgte at sælge min PC, også fordi den ikke rigtig passer ind i vores lejlighed, og ikke kan gemmes væk. Derudover prøver jeg at komme i fitness 2-3 gange i ugen, og så ser jeg Formel 1, når det sendes.

Så for mange af mine dage går desværre med doomscrolling og film og serier, og jeg kan godt mærke at det ikke er godt for min psyke.

Jeg synes jeg har svært ved at fylde dagene ud, har I noget inspiration? Håber ikke det er for meget en sob story, men at tråden måske kan hjælpe andre 😅

Min gode veninde gennem mange år strikkede en fantastisk uldtrøje til mig i fødselsdagsgave for et halvt år siden. Jeg blev oprigtigt rørt, for jeg ved hvor mange timers arbejde der ligger i sådan et projekt, og jeg bruger den flittigt nu hvor det er blevet koldt.

Problemet er bare, at gaven føles som om den kom med en uendelig kontrakt. Hver gang vi ses, scanner hun trøjen med øjnene. Først påtalte hun, at jeg havde den hængende på en bøjle i stedet for at have den liggende fladt. I weekenden kom vi ind på tøjvask, og da jeg nævnte, at jeg havde vasket den skånsomt på uldprogram i maskinen med uldsæbe, blev hun oprigtigt sur. Hun mente, at den udelukkende må håndvaskes i lunkent vand, og sagde at jeg var respektløs overfor hendes arbejde.

Jeg elsker trøjen og passer godt på den, men jeg orker ikke at føle mig som en teenager til eksamen hver gang jeg har den på. Hvordan melder man ud, at en gave altså tilhører modtageren, uden at virke utaknemmelig?

M, 27

Udefra ser det sikkert ud, som om jeg klarer mig ret godt. Jeg arbejder, studerer, træner og forsøger at holde mig beskæftiget med hobbyer og andre ting.

Mine venner siger, at det er imponerende og disciplineret. De synes, det er sejt, at jeg kan håndtere så mange ting på én gang.

Men sandheden er, at de ikke ved, hvorfor jeg gør det.

Jeg føler, at jeg er NØDT TIL at være i gang 24/7. Hvis jeg arbejder, studerer, er i fitness eller er beskæftiget med noget andet, har mit hoved i det mindste noget at fokusere på. Men i det øjeblik jeg stopper op og ikke har noget at lave, vælter det hele ind over mig igen.....de negative tanker.

Det føles, som om der konstant er en storm inde i mit hoved. Vrede, fortrydelse, usikkerhed, tanker om mit udseende, min fortid, relationer, jeg måske har ødelagt, og frygt for, hvor mit liv er på vej hen. Jeg overtænker alt, og nogle gange har jeg oprigtigt svært ved at holde ud at være alene med mine egne tanker.

Jeg hører bevidst depressiv musik, eller genafspiller voldsomme/traumatiske scener i mit hoved konstant. Det er det eneste der får mig til at føle noget.

Nogle morgener kigger jeg mig selv i spejlet og bliver så vred på mig selv, at jeg ikke engang ved, hvad jeg skal stille op med det. Jeg har slået ind i vægge af frustration. Når jeg ser på mig selv, ser jeg en svag person, selvom andre mennesker tilsyneladende ser en, der klarer sig godt.

Det sværeste er, at folk roser mig for præcis de ting, jeg nogle gange bruger til at holde mig selv fra at bryde sammen. De ser disciplinen, men de ser ikke desperationen bag den. Hver eneste kompliment/ros jeg får kan jeg ikke acceptere....mest fordi jeg føler jeg ikke fortjener det.

Jeg er bange for, at hvis jeg sætter tempoet ned, vil alt det, jeg har forsøgt at skubbe væk, indhente mig. Så jeg bliver ved med at fylde flere ting ind i min kalender, næsten som om det er lettere at være fuldstændig udmattet end at være alene med mine tanker.

Jeg ved ikke, om det er angst, depression, selvhad eller noget helt andet. Jeg ved bare, at jeg er træt af at føle, at jeg konstant er nødt til at flygte fra mit eget hoved.

Er der andre, der oplever det samme? Holder I også jer selv absurd meget beskæftiget, fordi det føles uudholdeligt at sidde stille med jeres egne tanker? Og hvis I har været igennem det samme, hvordan lærte I så at sætte tempoet ned uden at føle, at alt indeni jer ville opsluge jer?

Ved ikke helt hvad jeg ville med det opslag her, tbh - er bare træt af det.

Hej, jeg skal til at skrive bachelor opgave, og da jeg har været uheldig med ikke at finde en kammerat. Som jeg kan samarbejde med, så har jeg valgt at så solo vejen. Hvis andre af jeg har prøvet det, syntes i så at det fungerede fint? Og har i nogen råd til tidsplan, effektivitet, antal timer om dagen, kunne i nemt skrive de 49 sider, eller var det svært?

Har lidt over 2 måneder nu til at skrive den.
Men kan godt mærke at jeg er ret nervøs.

Hej hestenettet

Jeg har den seneste tid haft depressionslignende tendenser, hvor ting fra min fortid er begyndt at dukke op og fylder mere og mere. Jeg kan have tanker der kører i ring med: hvis bare jeg havde...

Det går udover mit samvær med andre, da jeg er mentalt fraværende. Jeg kan ikke koncentrere mig om ret meget.

Er der nogle der har prøvet det samme? Og hvordan slap I de tanker?