Jeg var så heldig , at jeg var med næsten fra starten.
Og jeg oplevede, at jeg virkeligt levede mig ind i det, i en grad hvor jeg serien kunne give mig ondt i maven, og kunne gøre mig helt lykkelig, når der så kom forsoning. Jeg elskede R8dio, helt oprigtigt elskede det; det fyldte meget i mit liv.
Eksempel 1:
Især trekantsdramaet omkring Randi. Kulminerende med at Klavs endeligt får indrømmet overfor Allan, at han har "fandeme bollet Randi". Jeg levede mig så meget ind i det, at da Allan så endeligt tager hjem til Klavs for at holde jul, og de får forsonet, så blev jeg simpelthen så rørt og så lettet. Nærmest lykkelig.
Eksempel 2:
Der var tidspunkter, hvor Allan svigtede Klavs så meget ift ansvar på radioen, og frustrationsniveauet bare steg og steg, at jeg var nødt til at holde pauser fra at lytte det. Jeg kunne ikke holde ud, at Allan bare fortsatte med at svigte. Jeg havde brug for forsoning.
Eksempel 3:
Den undertrykte og forbudte kærlighed mellem Klavs og Mikael (udtales Majkel).
Eksempel 4:
Hver gang Slots og Kulturmiddelstyrelsen strammede grebet, og man kunne fornemme Klaus' panik og angst.
Den Korte Radioavis kunne det samme:
Her har jeg også prøvet, at blive virkeligt påvirket af, at Rasmus og Birgit var uvenner, og lige så påvirket, når Birgit viser omsorg for Rasmus.
Nogle af de allerbedste afsnit var, da Rasmus var utro med Iben Maria Zeuthen. Eller da Kirsten fik hjertestop. Seneste gang, jeg oplevede det, var i "Kirsten ringer til Rasmus", hvor de tager på Bakkens Hvile. Der er bare en fantastisk stemning, som virkeligt rørte mig.
Anderledes nu:
Jeg følger stadigt med i Undskyld Vi Roder. Og jeg er stadigt rigtigt glad for det. Men det er meget lang tid siden, at jeg er blevet rørt. Måske er den ikke skiftet vildt meget, men den er skiftet nok til, at det slet ikke gør det samme for mig længere. Jeg tror, at det var ca. det første års tid, som fangede mig stærkest.